Taxaselskab fyrer chauffør efter Bendtner-sag: Det støder mig virkelig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Taxaselskab fyrer chauffør efter Bendtner-sag: Det støder mig virkelig

Den taxachauffør, der var den anden part i Nicklas Bendtners voldssag, har mistet sit arbejde. Det er hans advokat langt fra tilfreds med.

Voldssagen mod Nicklas Bendtner blev i går lagt i graven, da Rosenborg-angriberen og hans agent besluttede, at de ville droppe anken af byrettens dom, men det sidste punktum er tilsyneladende ikke sat endnu. I dag skriver BT, at den taxachauffør, som Bendtner overfaldt, er blevet fyret.

Taxaselskabet, hvor han var ansat, Dantaxi, skriver til avisen, at chaufføren overtrådte firmaets servicemanual, og ifølge BT er det formentlig de ukvemsord, han sagde til Bendtner og dennes kæreste, der er skyld i fyringen. Det kom frem i retten, at han flere gange kaldte Philine Roepstorff for en "fucking luder".

Chaufførens advokat, Mette Grith Stage, finder fyringen urimelig.

- Jeg synes, det her er dybt urimeligt over for min klient. Jeg har forståelse for, at man som taxachauffør skal tale pænt til kunderne, men her er der tale om, at han bliver voldsomt provokeret, og det reagerer han på verbalt ved at råbe ukvemsord. At han bliver frifundet og alligevel trækker en fyrreseddel og bliver den helt store taber i den sag. Det støder mig virkelig, siger hun til BT.

Taxachaufføren var i retten også tiltalt for forsøg på vold, da han kastede en dåse i retning af Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff, men han blev frifundet i retten. Han er stadig sygemeldt som følge af den brækkede kæbe, han pådrog sig.

Bendtner blev af Københavns byret idømt 50 dages ubetinget fængsel og ankede altså i første omgang dommen. Den anke frafaldt han i går. Rosenborg meddelte senere på dagen, at Bendtner beholder sit arbejde.