Video : Tipsbladet
Generelle

Thomas Frank: Landstrænerpres er vand ved siden af presset i England

Det kan godt være, at vi i Danmark synes, at landstrænerne er under hårdt pres, men det tåler ingen sammenligning med det, som de engelske landsholdsspillere udsættes for, mener Thomas Frank.

Thomas Frank er vokset op med Tipslørdag og dermed en fascination af engelsk fodboldkultur, men det er først nu, efter han har boet og arbejdet i landet i et år, at han har fået et ordentligt indblik i den. Det vurderer han selv.

Dermed er han også klædt på til at drage paralleller mellem Danmark og England som fodboldlande. Og måske navnlig opridse forskellene mellem de to. Et af de steder, hvor forskellene er allermest klare, er omkring presset.

Det skal man bare følge lidt med i de mange sportsprogrammer på radio og tv for at finde ud af, mener den tidligere Brøndby IF-træner.

- Det kan godt være, at Åge Hareide og Morten Olsen en gang imellem har følt, at det kan være hårdt, men det er slet og ret vand ved siden af dét at være inde omkring det engelske landshold. De bliver svinet til af kommentatorer og såkaldte eksperter i en grad, der nærmer sig overgreb, siger Thomas Frank til Unibets Sportsmagasinet.

- Vi havde på et tidspunkt Frank Lampard inde og holde foredrag for os, og dér, hvor han med afstand havde følt det største pres i karrieren, var omkring det engelske landshold. Han var decideret skræmt indimellem. Vi snakker Frank Lampard! Det er en rystende kultur.

Thomas Frank har været assistenttræner i Brentford i 12 måneder, og i denne sæson har han været med til at føre holdet med den store danskerkoloni til 13. pladsen i The Championship.

Foruden Frank er spillerne Andreas Bjelland, Henrik Dalsgaard, Lasse Vibe, Justin Shaibu og Mads Bech Sørensen også på kontrakt i klubben, der har Rasmus Ankersen som sportsdirektør. Til januar får de selskab af Emiliano Marcondes.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.