Tidligere Esbjerg-træner får topjob i Indien: Det stod ikke lige på listen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Tidligere Esbjerg-træner får topjob i Indien: Det stod ikke lige på listen

Lars "Lungi" Sørensen skal være cheftræner og teknisk direktør for en indiske fodboldsatsning. Det lå ikke lige kortene, da han stoppede i Esbjerg fB i sommer, men han har prioriteret at prøve noget eksotisk.

Hvis man virkelig gjorde sig umage, kunne man nok godt finde to klubber, byer og lande, der var mere forskellige end Lars "Lungi" Sørensens seneste og kommende arbejdsgivere. Men man ville få det svært.

For der er langt, både i fysisk og overført betydning, fra den jyske vestkyst til det sydlige Indien. Fra lille Esbjerg til megabyen Bangalore med mellem 10 og 12 millioner indbyggere, alt efter hvor man tegner bygrænsen. Og der er ikke mindst langt fra dansk bundkamp til at være manden med det sportslige ansvar i en stor fodboldsatsning i verdens andetmest befolkede land.

Men det er kun godt, at der sker noget helt nyt, når Lars "Lungi" Sørensen til april tiltræder i sit kommende job. Han skal være cheftræner og teknisk direktør for Kickstart FC, hvilket bliver hans første job, siden han og EfB rykkede ud af Superligaen i sommer.

"Lungi" tilbragte det meste af sin aktive karriere i barndomsklubben. hvor han også blev U12-træner og endte som cheftræner på Superliga-holdet. Han har boet i Esbjerg i stort set hele sit liv, så det gør bestemt ikke noget, at der nu skal ske noget helt andet.

- Jeg nåede aldrig ud som ungt menneske, der skulle studere eller tage en rygsæk på ryggen, fordi jeg spillede fodbold. Og jeg nåede aldrig ud som fodboldspiller, hvor jeg også kunne have set verden. Så får man børn, og så kører livet derudad. Nu er børnene så store, at de er flyttet hjemmefra, så hvis det skulle nå at være, skulle det være nu, så timingen er rigtig fin, siger Lars "Lungi" Sørensen til tipsbladet.dk om sit nye job.

Han har fået en toårig aftale med klubben, og han tiltræder 1. april, når han er fri af sin kontrakt med EfB. Det var lidt af et tilfælde, at lige præcis Indien blev destinationen for hans næste skridt i trænerkarrieren.

- Det var ikke sådan, at der stod Indien på min ønskeliste. Der stod 'noget eksotisk', og det her skete gennem mit netværk, hvor jeg bare har snakket med et par stykker og sagt til en agent, at hvis han hørte noget, kunne han nævne mit navn, fordi jeg var med på den værste, forklarer "Lungi".

- Så gik der sgu ikke andet end en uges tid, så ringede han og sagde, at han havde haft besøg af nogle indere, og de havde brug for noget ordentlig trænerhjælp i forhold til at udvide butikken, og så kom mit navn op.

- Jeg har snakket med dem siden september eller oktober og holdt møde med fire indere i Amsterdam, hvor de fløj ind, og jeg kørte ned. Så sådan er vi nået hen, hvor vi er nu, hvor vi er enige om, hvordan det skal være.

Hvorfor har det taget så lang tid?

- Indien er jo eksotisk, og det er ikke sådan noget, jeg springer ud i over en weekend. Jeg skulle da være sikker på, at det nu også var ordentlige folk og ordentlige ting, og de havde en vision og så videre. Så er der sendt nogle kontrakter frem og tilbage med nogle ting, der skulle rettes til hist og pist. Så vi skulle begge være klar til, at vi nu også syntes, det var det helt rigtige, vi fik gjort.

Ikke helt hjernedødt
Lars "Lungi" Sørensen synes, han har prøvet at gøre sit forarbejde grundigt: Han har holdt møder, lyttet og spurgt og i det hele taget undersøgt de ting, han nu kunne undersøge. Men han er også godt klar over, at når først han står i Bangalore, er alt måske ikke, som han havde forestillet sig i huset i Esbjerg.

- Når jeg kommer derud, er der helt sikkert en masse kameler, jeg skal sluge. Når vi bevæger os rundt i Indien, vil der helt sikkert komme nogle ting, hvor jeg siger: "Hold da ferie! Det havde jeg sgu ikke lige regnet med", men det må man så tage med åbent sind. Men de virker meget dedikerede og meget professionelle, siger han.

Hustruen bliver boende i Danmark, og det samme gør de børn, der er flyttet hjemmefra, så Lars "Lungi" Sørensen kommer til at stifte bekendtskab med nogle lufthavne i de kommende to år. Men der er trods alt ikke mere end 12 timers rejsetid, så det er ikke helt hjernedødt, som han siger.

"Lungi" kommer til en klub, der ikke har et egentligt førstehold i det indiske ligasystem, men til gengæld et akademi og en ambition. Ambitionen er at blive en del af I-League, som formelt er landets bedste række, og hvorfra man eksempelvis kan kvalificere sig til den asiatiske Champions League. Man kan kvalificere sig til I-League gennem I-League 2nd Division og så rykke op.

Senere vil Kickstart FC gerne inviteres inden for i Indian Super League, der er fyldt med gamle europæiske og sydamerikanske stjerner, og hvor Morten Skoubo og Mads Junker for et par år siden sluttede karrieren. Der er ingen op- eller nedrykning, så her skal man tildeles en plads til sit hold.

- Lige nu har de et akademi, som jeg skal hjælpe med at sætte den sportslige linje for. Jeg skal være teknisk direktør og head coach, så jeg skal være med til at uddanne alle deres indiske trænere. Det akademi er de også ved at udvide til andre steder i Indien, så det bliver jeg så også head coach for, så vi får en samlet tilgang til, hvordan tingene skal laves, når man er en del af den her Kickstart-organisation, forklarer Lars "Lungi" Sørensen.

Akademiet har desuden et samfundsperspektiv, for her tror man på, at fodbold er den eneste sport, der kan fremme social integration "styrke de tre grundlæggende dimensioner af vores eksistens - kroppen, sindet og ånden," som det hedder.

Og det skal Lars "Lungi" Sørensen altså stå i spidsen for. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.