Video : Tipsbladet
Generelle

Tidligere FCM-stortalent roser danske holdkammerater: Faktisk rigtig dygtige

Ken Fagerberg spiller i TB på Færøerne, hvor han har fire danske holdkammerater. De holder højt niveau, mener det tidligere stortalent.

Hans karriere nåede aldrig de ventede højder, men til gengæld ved Ken Fagerberg, hvad han taler om, når han sammenligner den færøske liga med de danske divisioner. Han har nemlig spillet flere sæsoner i 1. division.

Nu frister han en tilværelse i klubben TB i den lille by Tvøroyri. Holdet klarede sig lige nøjagtig fri af nedrykning i sidste sæson, og forud for den kommende fortæller Fagerberg om et fint niveau og internationalt snit over holdet.

- Vi har fire danskere fra det, der svarer til division 1 i Danmark (division 1 er tredjebedste række i Sverige, så 2. division herhjemme, red.), som faktisk er rigtig dygtige. Vores træner er tysker, og så har vi tre afrikanere på holdet, to fra Ghana og en fra Senegal. Så med mig er vi ret mange udlændinge, siger svenske Fagerberg til FotbollDirekt.

Læs også:Dansker-rig liga starter igen: Giv det chancen i stedet for at glo ud i luften

Angriberen henviser til danskerne Sebastian Kroner, Rasmus Møller, Frederik Mehder og Mads Raben, der alle kom til klubben i vinter. Den tyske træner, Michael Winter, har også mange år i de danske divisioner bag sig.

Den færøske liga starter næste uge, og dermed bliver det lille hjørne af Rigsfællesskabet et af de eneste steder i verden, hvor der spilles organiseret fodbold. De andre er Hviderusland, Nicaragua, Tadjikistan og Taiwan.

Forleden sagde danske Jesper Brinck, at han håbede, at særstatussen ville skabe noget mere opmærksomhed om ligaen.

Læs også:Udlandsdansker: Holdkammerats mor tør ikke komme på stadion

- Det er en unik mulighed for at få eksponeret fodbolden heroppe. Både til nærområder som Danmark, Norge, Sverige, men også generelt hvem end der kunne have lyst til at se fodbold. Det er også sjovt at være en del af der, hvor man er i gang med at spille fodbold, sagde han.

- For en række spillere, der måske godt kunne klare sig i en større liga, er det en god mulighed for at få vist sig frem. Hvis man kan lide at se fodbold og alligevel bare kigger ud i luften, synes jeg, man skal give det chancen.

Ken Fagerberg, der kom til FC Midtjylland som et stort talent, har også spillet i Viborg FF, AC Horsens og Vendsyssel FF.

Læs også:Målkongen på Færøerne er pedel og blev født med en klumpfod

Læs også:International spillerforening: Bekymrede for spilleres mentale helbred

Læs også:Horsens-spiller tog til Færøerne: Store ligaer var også inde i billedet