Trænerfyring på trapperne i Bille og Nielsens polske klub
Foto: Lech Poznan
Generelle

Trænerfyring på trapperne i Bille og Nielsens polske klub

Nicki Bille Nielsen og Lasse Nielsen kan stå foran at skulle have ny chef på træningsbanen i Lech Poznan.

Lasse Nielsen og Nicki Bille Nielsen kan meget vel stå over for at skulle have ny cheftræner i den polske storklub Lech Poznan. Det forlyder i polske medier, at klubbens nuværende cheftræner Jan Urban læner sig op af en fyreseddel. Hans afløser bliver efter sigende tjekken Radoslav Latal, der i en årrække har været træner i forskellige polske klubber.

Rygterne er dog ikke nået hele vejen til spillertruppen i Lech Poznan, og af samme årsag ønsker Nicki Bille Nielsen ikke at bidrage til spekulationerne.

- Jeg har ikke hørt om det, og jeg har heller ikke læst om det. Det her er første gang, at jeg hører om det. Jeg vil ikke kommentere det, siger den danske angriber til polske medier.

Lech Poznan – med Jan Urban på trænerbænken – vandt tirsdag 3-0 i en polsk pokalkamp. Nicki Bille Nielsen scorede to mål i opgøret. I den polske liga er Lech Poznan på sidstepladsen efter tre nederlag og en uafgjort i fire kampe.