Generelle

Tre danskerscoringer i Holland

Christian Eriksen stod i skyggen af to andre danskere i den hollandske Æresdivision.

Christian Eriksen har i den forgange uge været den suverænt mest omtalte dansker i hollandsk fodbold, men søndag eftermiddag var det to af hans landsmænd, der stjal billedet. Hele tre scoringer i den hollandske Æresdivision blev nemlig sat ind af en dansk fod.

Bedst gik det for den tidligere Esbjerg-spiller Niki Zimling, der blev den helt store helt for Nijmegen til 2-0-sejren over Excelsior. Midtbanespilleren scorede begge mål i kampen. Efter en målløs 1. halvleg gjorde Zimling det til 1-0 efter 65 minutters spil, og ti minutter før tid var danskeren på pletten med sin anden scoring.

Men Niki Zimling var ikke den eneste dansker, der brillerede. For efter en lang scoringspause lykkedes det endelig for Mads Junker at få hul på bylden. I Rodas hjemmekamp mod Ajax, der sluttede 2-2, stod der Mads Junker ud for reduceringen til 1-2. Med ti minutter tilbage udlignede Anour Hadouir til kampens slutresultat. Christian Eriksen var som sædvanlig i startopstillingen for Ajax.

Den gode dansker-dag i Holland blev toppet af målmand Kevin Stuhr-Ellegaard. Den tidligere Randers-keeper holdt nemlig buret rent, da Heerenveen vandt 2-0 over Breda på udebane.

Nu er det op til Thomas Enevoldsen og Nicklas Pedersen at følge trop på den danske succes, når Groningen møder De Graafschap lidt senere søndag eftermiddag.