Lørdag blev en uventet dramatisk affære for storklubben Fenerbahce. Efter en udesejr over Rizespor blev klubbens spillerbus beskudt af ukendte gerningsmænd på vej hjem, der sårede chaufføren livsfarligt med skud i hovedet. En episode der har skabt voldsom uro og debat omkring den tyrkiske liga, hvor det menes, at fans fra den rivaliserende klub, Trabzonspor, står bag.
I en pressemeddelelse bad Fenerbahce søndag det tyrkiske fodboldforbund om øjeblikket at stoppe ligaen:
- Det er undergangen for fodbold på topplan, der blod skal gå tabt på grund af begivenhederne på grønsværen. Hele klubbens fokus er øjeblikkeligt at få fundet de skyldige, således at de kan blive straffet omgående, skrev den tyrkiske klub i sin pressemeddelelse.
Opfordringen til at stoppe ligaen er blevet støttet fra flere sider, og nu bekræfter det tyrkiske fodboldforbund, at man har valgt at efterkomme ønskerne. I første omgang afbrydes den bedste tyrkiske række, Super Lig, mens efterforskningen af skudepisoden står på:
- Klubberne i Super Lig har bedt os om at udsætte kampene i den kommende runde med en uge. Det er et ønske, som vi har respekt for, og som vi derfor har valgt at efterkomme, siger Super Lig-boss Yildirim Demiroren i en pressemeddelelse på forbundets hjemmeside.
Beslutningen betyder, at den kommende runde i ligaen aflyses og udsættes. Samtidig aflyses de pokalkampe, der skulle have fundet sted i næste uge. Det vides endnu ikke, hvornår de nye kampe vil finde sted.