Video : Tipsbladet
Generelle

Uheldige Duelund skal opereres igen: Jeg er ærlig talt træt af det

Mikkel Duelund fik store dele af sidste sæson ødelagt af en skade, og nu indleder han denne sæson på samme måde. En ny operation og fem-seks ugers pause venter.

Da Mikkel Duelund kom til skade med sin ankel i december, havde han et mål for øje: bliv klar til U21-EM. Det nåede han, men offensivspilleren har fået et tilbagefald. Derfor er denne sæson begyndt, som store dele af sidste sæson forløb: på tribunen med en skade.

Dynamo Kiev har spillet seks kampe på denne side af sommerferien, men Duelund har ikke været med i nogen af dem. Faktisk kan han end ikke træne med sine holdkammerater, og nu venter endnu en tur under kniven.

- Mit ben er ikke perfekt lige nu. Jeg skal opereres. Jeg kommer til at sidde ude i fem-seks uger. For at være ærlig er jeg rigtig træt af det. Jeg er meget oprevet, for jeg kan ikke engang træne med holdet. Det er ærgerligt, at jeg ikke kan hjælpe Dynamo. Jeg vil gerne vise mig frem for den nye trænerstab, siger Mikkel Duelund til klubbens hjemmeside.

Cheftræner Aleksandr Khatskevich mistede sit job i sidste uge, efter han for tredje gang mislykkedes med at kvalificere Dynamo Kiev til Champions League. Club Brugge stod i vejen denne gang.

I stedet har sportsdirektør Oleksiy Mykhaylychenko overtaget roret. Han havde også jobbet fra 2002 til 2004 og har siden været ukrainsk U21- og A-landstræner samt assistenttræner og altså sportsdirektør i Dynamo Kiev. I sin første periode som cheftræner vandt han to mesterskaber med holdet.

Mikkel Duelund nåede at spille 13 kampe for Dynamo og score et enkelt mål i sidste sæson.