Video : Tipsbladet
Generelle

Ung Nottingham Forest-dansker: Fedt at træne sammen med Bendtner

Den 18-årige dansker Frederik Fisker er tæt på at komme på førsteholdet i Nottingham Forest. Han træner tit med førsteholdstruppen, som tæller Nicklas Bendtner.

Som 16-årig skiftede danske Frederik Fisker i 2014 en tilværelse som ungdomsspiller ud med en lignende tilværelse i engelske Nottingham Forest. Han er efter et par år på klubbens U-hold nu tæt på at komme i førsteholdstruppen, som også tæller den tidligere landsholdsspiller Nicklas Bendtner.

At man som 18-årig er tæt på at opfylde drengedrømmen og få debut for Nottingham Forest er stort for Frederik Fisker. Det samme er træningerne med klubbens førstehold. På trods af sin alder, så betyder det ikke noget at spille over for store navne, når træningen først er i gang.

- Det er da fedt at træne sammen med så gode spillere, og selvfølgelig er det en speciel oplevelse at spille over for Nicklas Bendtner. Men når man først er på banen og er inde i det, så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg kan godt tænke lidt over det under opvarmningen, men når spillet først kører, så er der gode spillere overalt, og jeg tænker mest på, hvad jeg skal gøre på banen. Det er mest bagefter, hvor det giver en fed fornemmelse i kroppen, at man har spillet med så gode spillere, siger Frederik Fisker til Viborg Stifts Folkeblad.

Fisker er en del af førsteholdstruppen, men har endnu sin første plads i truppen til en kamp i Championship til gode. Men når der for tiden kun er 19-20 spillere, der træner, og 18, der skal udtages til kamp, så er førsteholdspladsen tættere på end nogensinde før for den 18-årige forsvarsspiller.

Om han kommer til at være en del af kamptruppen for førsteholdet kan ifølge Frederik Fisker være afgørende for, om han kommer til at holde juleferie med familien i år. Skal han spille for U23-holdet, kan han holde en uges juleferie med familien i Danmark, men hvis han skal være en del af førsteholdets kampe, så bliver det nok kun til en enkelt dag eller to i Danmark. 

Men det bytter han gerne ud for sportslig succes.