‘Unikt’: Nicolaj Thomsen jubler over nye tiltag

I et stort interview med Tipsbladet sætter Nicolaj Thomsen ord på sin første tid som direktør i B.93, sit forhold til klubben og de nye tiltag, han har været med til at indføre.



Nicolaj Thomsen stoppede karrieren som aktiv fodboldspiller den 1. december 2025, og siden har han gjort kometkarriere – uden for banen. 

Den tidligere landsholdsspiller startede med det samme som Creative Lead i B.93, hvor han tilbragte de sidste år af sin spillerkarriere. Og allerede i slutningen af marts i år blev han forfremmet til administrerende direktør i klubben. 

Nu, lidt over fire måneder senere, er han for alvor begyndt at sætte sit præg på Østerbro-klubben. 

– Der har været meget at se til – også i forhold til overleveringen af nogle ting, der var i gang. Nu kommer vi til nogle ting, hvor det ikke bare er ting, jeg har overtaget, men hvor det er ting, som jeg rent faktisk har haft en finger med i hele vejen, fortæller Nicolaj Thomsen i et stort interview med Tipsbladet. 

De nye tiltag i 2. divisionsklubben skal vi nok vende tilbage til. Men vi starter et lidt andet sted.

‘Helt klart mit bedste skifte’

For når Nicolaj Thomsen taler om B.93, stråler fortælleglæden ud af den 33-årige direktør med lange, detaljerede svar. Og det er måske ikke så overraskende, for klubben har i den grad forlænget hans karriere i fodboldverdenen. 

Foto: B.93.

Før han som 29-årig skiftede til Østerbro-klubben efter ophold i Superligaen og udlandet, havde han tænkt, at fodboldkarrieren var slut – men i 2. divisionsklubben genfandt midtbanespilleren glæden ved fodbold. 

– B.93 betyder alt for mig. Jeg har joket lidt med det tidligere, men det må helt klart være det bedste skifte, jeg har lavet i min karriere. Selvom det måske var et lidt specielt skifte på daværende tidspunkt, har det bare været så meget mere givende, end jeg havde turdet drømme om.

– På det tidspunkt var jeg kørt lidt død i den moderne fodboldverden, hvor det hele gik meget hurtigt og handlede meget lidt om menneskene, men handlede meget om økonomi. Det hele var en business, og det tror jeg, at jeg var kørt lidt død i. Så jeg skulle finde nogle andre ting. Oprindelig havde jeg tænkt, at jeg bare skulle tage med min kæreste hjem til København og finde noget andet at lave. Men så kom jeg til at savne det lidt og rakte ud til B.93, og heldigvis synes de, at det var en sjov idé. Så rullede den derfra.

– B.93 ramte måske lidt ind i en kultur og bølge, hvor det handlede om at tage fodbold lidt mere tilbage til de gamle dage, hvor det handlede om spillet, om at være på stadion med sine venner og kigge hinanden i øjnene og skåle og få en øl. Jeg tror, at alt det romantiske ved fodbold måske er lidt enestående på Østerbro Stadion.

– De seneste år har vi så formået at bygge bro mellem de to verdener. Vi har avlet nogle sindssygt dygtige fodboldspillere og solgt dem til nogle store klubber i udlandet, men samtidig har vi beholdt vores identitet og varemærke, siger Nicolaj Thomsen. 

Foto: B.93

Måske er det også “antikulturen” i B.93, som Nicolaj Thomsen italesætter, der gør, at han selv på få måneder er gået fra at være midtbanespiller til administrerende direktør i Østerbro-klubben. Men hvilke kvalifikationer har han egentlig til at varetage posten i den traditionsrige klub?  

– Det er klart, at der er en helt masse administrative ting, der skal varetages, men vi har et super godt hold, hvor alle har nogle forskellige roller, som vi dækker. Det er klart, at der er nogle ting, jeg er skarpere på end andre, men der har vi heldigvis nogle, der er super skarpe til at hjælpe med det.

– Men jeg ser helt klart mine spidskompetencer inden for branding, den kommercielle del og udviklingen af, hvad vi skal med klubben udadtil – blandt andet med de ting, vi er begyndt at rulle ud med de nye trøjer og andre projekter.  

– Der føler jeg, at jeg har en god erfaring fra tidligere med min egen virksomhed (tøjmærket Another Aspect, red.), som jeg har været med til at stifte med to gode venner. Når man er ung og bliver smidt ind i noget, er der helt klart en læringsproces, men jeg føler, at jeg aldrig ville være blevet smidt ind i det, hvis der ikke var folk omkring til også at gribe mig på de ting, jeg skal have hjælp til, siger han. 

Thomsen er heller ikke den eneste nuværende eller tidligere spiller med et ansvar i klubbens kontorer. Ryan Johnson Laursen er venue manager, mens spillerne Vito Hammershøj-Mistrati og Emil Møller hjælper på kontoret et par dage om ugen. 

– Jeg tror ikke på, at der er ret mange andre klubber i Danmark eller verden, der formår at bruge sine spillere i den retning. Spillerne synes også, det er interessant at komme ind på den del. Hvis en spiller synes, det er spændende at gøre andre ting i klubben, skal man være mere end velkommen til at komme ind og bidrage. 

Jubler over nye tiltag

Og så kan vi vende tilbage til nogle andre af de tiltag, som adskiller B.93 fra mange andre klubber, og hvor man særligt kan se Nicolaj Thomsens aftryk.  

Eksempelvis har den tidligere stjernespiller været med i hele processen omkring klubbens nye trøje, som er lavet i samarbejde med det danske brand RAINS, der ellers ikke er kendt for at producere fodboldtrøjer. Derudover er der en række andre tiltag på vej, som direktøren fortæller om. 

– Vi har blandt andet lige underskrevet en ny lejeaftale på et lokale på Østerfælled Torv, hvor vi kommer til at bygge en fanshop, som også er en bar. Det skal være noget gammel britisk fodboldkultur, der rammer lidt italiensk trattoria-stemning. 

– Vi prøver at bygge en fanshop, men på en anderledes måde, end den er lavet andre steder. Så det bliver lidt mere i B.93’s ånd, og vi kommer til at køre det i vores egen retning. Det glæder vi os rigtig meget til, og jeg tror, det bliver rigtig sejt, siger Nicolaj Thomsen. 

– Udover at vi åbner en fanshop, synes jeg, at det er spændende, at vi gerne vil være et sted, hvor folk til vores hjemmekampe kan tilbringe hele aftenen. Vi vil for eksempel booke koncerter ind med unge danske artister inden hver kamp, hvor vi allerede har den første lined up den 7. august til første hjemmekamp (artisten GB går på 17.45 før hjemmekampen 19.00, red.). 

Foto: B.93

B.93 har også netop annonceret et stort samarbejde med restauranten Bottega Estadio, der ligger få meter fra stadion. 

– Der vil komme lidt danseagtig stemning efter kamp derover. Vi har en drøm om, at hvis vi spiller klokken 19.00 for eksempel, skal du kunne komme klokken 17.00 og først gå hjem klokken 02.00 eller 03.00 om natten, uden at skulle rykke videre fra stadion og Estadio. Jeg synes, det er helt unikt, at vi har det her samlingspunkt på Østerbro, fortæller direktøren. 

Tiltrækker store profiler – skal tilbage i 1. division

Men B.93 er også en fodboldklub, og det seneste års tid har ikke været noget at råbe hurra for. Klubben har ikke haft deres eget stadion til rådighed, så de har spillet deres kampe på Sundby Idrætspark, mens den i øvrigt sluttede sæsonen med at rykke ud af 1. division.

Kigger Nicolaj Thomsen på helheden, mener han, at Østerbro-klubben stadig er på vej i den rigtige retning. Men målet er bestemt ikke at være 2. divisionsklub. 

– Vores ambition er at komme op i 1. division og så skal vi spille med i den sjove ende af den række. Det tror jeg bestemt er realistisk, slår han fast. 

Nicolaj Thomsen om Zanka og Viktor Fischer

I løbet af sommeren har to af Nicolaj Thomsens tidligere holdkammerater i form af Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og Viktor Fischer også trænet med, men det tyder ikke på, at de skal forstærke holdet. 

– Jeg kan bare sige, at det er to spillere, jeg holder meget af og beundrer meget. Det er også nogle, som jeg synes har valgt nogle fede fodboldveje og været tro mod deres egne personer. Jeg synes, de ville være et flot match med B.93, men det tror jeg ikke bliver en mulighed i den her omgang, siger Nicolaj Thomsen.

Foto: B.93

Til at hjælpe med det har B.93 også hentet nogle prominente navne denne sommer – ikke mindst Patrick Olsen fra AC Horsens, Nicklas Mouritsen fra Lyngby Boldklub og Bassel Jradi fra Bangkok United.  

– B.93 er en klub, du tilvælger som spiller, og du køber ind på en kultur og et projekt. Vi vil gerne have spillere, som ser langsigtet på det, og som vil være med til at udvikle vores klub i den helt rigtige retning. De tre spillere er perfekte eksempler på det. De kunne have valgt noget andet, men tilvælger B.93, fordi de kan se et kæmpe potentiale.

– Når man har de spillere prydet med vores egne sindssygt dygtige talenter – som vi over de seneste år har vist, at vi kan sælge til store udenlandske klubber – så har man gang i et spændende projekt, siger direktøren. 

B.93 indtager fredag aften Østerbro Stadion til sæsonens første hjemmekamp mod FC Roskilde – med nye profiler og nye tiltag på plads.  







TIPSBLADET SPECIAL

Quiz til kampen – nyt format til Champions League

Scoringer i Prag

Bekræfter FCK-exit? ‘Der er noget under opsejling’

Superliga-klub har skuffet i 15 år

AGF-boss joker: Han bliver sat af igen

Afsløring: Græsk storklub køber Horsens-talent

Forlader FCK: ‘Virker demotiveret og uengageret’

Svensson med skadestatus: ‘Han bliver ikke klar’



LIVE

Superliga-LIVE: AGF bekræfter racistiske tilråb

Vild stemning venter: ‘Det er Brøndby-‘light’

Lyngby kæmpede sig til pokalsejr

Barcelona med drømmescoringer i CL-sejr

Bekræfter forhandlinger med Superliga-klub



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

Her kan du se Napoli mod Arsenal

Bekymret for Superligaen: ‘Det er stukket helt af’

Født i Danmark – nu henter storklub ham

Napoli – Arsenal

Efter FCK-kritik: Speakman har ramt noget rigtigt

Medie afslører vild detalje om FCK-transfer

I svime over SL-stjerne: ‘I spil til landsholdet’

– Alle taler om Valdemar Byskov



FANKLUBBEN

Jubler over Brøndby: Det er næsten en revolution

Stort medie: Klopp skal måske kigge mod Ramaj

Silkeborg-fans indberettet for racisme

Afslører: Disse Superliga-spillere kigger jeg på

Brøndby-flop åbner op om fremtiden

Froholdt deler nyt efter skrækskade

Hvor blev den angriber af, AGF?

Brøndby-boss afslører stor nedskæring

Rundens Hold i Superligaen – 7. runde

Afslører: Sagde nej til trænerjob denne sommer

Liverpool – Atletico Madrid

Et forvirrende transfervindue i Silkeborg, men…