Vålerenga har ingen konkrete Schjønberg-bud
Illustration
Generelle

Vålerenga har ingen konkrete Schjønberg-bud

Michael Schjønberg har forskellige jobmuligheder i Asien, men kontrakt i norske Vålerenga, der dog ikke har fået konkrete tilbud.

Vålerenga har kontrakt med assistenttræner Michael Schjønberg til udgangen af 2014, men kan blive nødt til at afgive den 47-årige dansker før tid. Han skal nemlig til samtaler med både det japanske og det sydkoreanske fodboldforbund om jobsene som landstræner. Og så er der også en sydkoreansk klub, der er interesseret i at ansætte ham.

Schjønberg har fortalt, at han har en aftale med Vålerenga om, at han kan forlade klubben, hvis han får et attraktivt jobtilbud fra anden side, men det kræver nok, at en ny arbejdsgiver kommer til den norske klub først. Det er endnu ikke sket.

- Hvis vi havde hørt noget om det, så ville jeg ikke sige det til dig. Der vil altid være spekulationer om køb og salg af spillere og trænere. Det er en del af fodbolden. Men det er ikke noget, vi kan forhold os til, før det er konkret, siger Vålerengas daglige leder Stig-Ove Sandnes til Aftenposten.

En repræsentant for det sydkoreanske fodboldforbund bekræftede i går, at Michael Schjønbergs agent har henvendt sig for at forhøre sig på jobbet som landstræner, der blev ledigt, da Hong Myung-bo sagde op efter den tidligere VM-exit.