West Ham slagtede Blackburn med 5-1
Generelle

West Ham slagtede Blackburn med 5-1

Dimitri Payet og Emmanuel Emenike scorede begge to gange.

West Ham vandt 5-1 over Championship-bundholdet Blackburn, da de to hold mødtes i FA Cuppens femte runde, hvor Victor Moses, Dimitri Payet og Emmanuel Emenike scorede målene.  

Ben Marshall bragte ellers hjemmeholdet foran med 1-0, men Victor Moses udlignede siden, efter han drev bolden frem foran et bakkende forsvar for siden at sparke den fladt ind. Da Dimitri Payet inden pausen endnu en gang i denne sæson scorede på frispark, forsvandt luften fra ballonen, og så gik det mod en udesejr, som man måske havde forventet.

Blackburns Chris Taylor hjalp det hele på vej, da han med sit andet gule kort og kampens første røde kort efter en times spil fik marchordre. Det blev kort tid efter 3-1, da Emmanuel Emenike var helt fri foran mål. Cheikhou Kouyate satte den nigerianske angriber op, men midtbaneprofilen fik siden selv rødt kort, uden det dog fik større betydning. Tværtimod.

Emmanuel Emenike øgede til 4-1 efter Dimitri Payets fremlægning, der sendte angriberen alene med målmanden, hvem han flot afdriblede og scorede bag. 5-1 blev det også, da Dimitri Payet lukkede og slukkede i overtiden.