Zanka arrangerede pokal-derby i 115. minut
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Zanka arrangerede pokal-derby i 115. minut

FC København er klar til at møde Brøndby i semifinalen i DBU Pokalen efter en 2-1-sejr over Randers.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

Et københavner-derby mellem Brøndby og FC København er altid noget ganske specielt, og i denne sæson er der nu udsigt til yderligere to af slagsen. Det står klart, efter at FCK onsdag besejrede Randers FC i kvartfinalen i DBU Pokalen. Dermed venter Brøndby IF i de to semifinaler.

FC København vandt 2-1 hjemme i Telia Parken efter forlænget spilletid, og sejren kom i hus via et meget reservespækket hjemmehold. Således var spillere som Thomas Kaminski, Bashkim Kadrii og Aboubakar Keita i staropstillingen, mens blandt andre Ludwig Augustinsson, Nicolai Jørgensen og Kasper Kusk varmede bænken.

Første store chance i kampen faldt efter ti minutters spil, da Andreas Cornelius steg til vejrs efter et hjørnespark, men Karl-Johan Johnsson diskede op med en flot redning på hovedstødet. Det var FCK i teten i det meste af første halvleg, men det var samtidig begrænset, hvad løverne skabte af chancer. I stedet var Randers tæt på at bringe sig foran efter 41 minutter, da et skud fra Kasper Fisker blev rettet af og tog stolpen.

Men stillingen ved pausen var altså 0-0.

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da FCK var tæt på at bringe sig foran i forbindelse med et hjørnespark, men tæt under mål fik Youssef Toutouh skrabet bolden på overliggeren. Efter en times spil gik den imidlertid ikke længere for Randers.

Erik Marxen sablede Federico Santander ned på kanten af feltet, og det efterfølgende frispark hamrede paraguayaneren selv i netmaskerne til 1-0 til FC København.

Dette lignede kampens slutresultat, og FCK-fansene var så småt begyndt at fejre semifinale-pladsen, da Randers udlignede i de døende minutter. Lidt tilfældigt dumpede bolden ned foran indskiftede Kasper Junker, der gjorde det til 1-1.

Dermed ventede to gange 15 minutters forlænget spilletid, og da uret rundede de 115 spilminutter, faldt kampens afgørelse. Kasper Kusk lagde et hjørnespark til bagerste stolpe, hvor Mathias Zanka Jørgensen gjorde det til 2-1 med et fremragende hovedstød.

Og så kunne FCK-spillerne juble efter en dag med overarbejde.