Video : Tipsbladet
Generelle

'Zanka' om racistiske tilråb: Kan tage generationer at ændre

Mathias 'Zanka' Jørgensen har oplevet racistiske tilråb i forbindelse med fodboldkampe, og i følge ham kan det tage lang tid at ændre på.

Et af de grimmeste ansigter fodbolden kan vise, er når tilskuere ytrer sig racistisk over for spillerne på banen. Det er Dansk Boldspil Union nu ude og italesætte i en ny video, hvor Huddersfield-forsvareren Mathias 'Zanka' Jørgensen sætter ord på problematikken. 

'Zanka' har i flere situationer oplevet at blive udsat for racistiske tilråb. Han kan nemmere håndtere det, fordi det sker på fodboldbanen, men derfor mener han ikke på nogen måde, at det er acceptabelt. 

- Jeg har oplevet racistiske tilråb i forbindelse med kampe. Det er jo så simpelt, at det ofte er modstanderfans, som i afmagt råber de her ting. Selvfølgelig i en eller anden form for affektion føler de, at man godt må, når man er til fodbold - fordi det ikke er det samme, og man ikke mener det, siger 'Zanka' i videoen. 

'Zanka' hilser opmærksomheden omkring problemet velkommen. Men han tror stadig, at det er en tendens, der kan tage tid at ændre. 

- Jeg tror, det er noget, der kan tage generationer at ændre på. Faktum er, at jo flere der sætter fokus på det nu, så er der flere børn, der vokser op med, at det er normalt, at man lige løfter en pegefinger, siger han.

28-årige 'Zanka' har optrådt 20 gange for det danske landshold.