Video : Tipsbladet
Generelle

Zorniger forandrede Pukki: Jeg var nok lidt doven, før jeg fik ham

Teemu Pukki skylder Alexander Zorniger en tak for den succes, han nu nyder i Norwich. Før han kom til Brøndby, var han ikke lige så professionel og var "nok lidt doven", men Zorniger lærte ham også at forsvare.

Teemu Pukki har det åbenbart bedst med at spille i gult. I Brøndby IF nød han stor personlig succes og blev efter eget udsagn en anden spiller, og nu i Norwich er han topscorer i The Championship.

Finnen mener dog ikke, at det er den gule farve i sig selv, der gør forskellen. I stedet fremhæver han Alexander Zornigers indflydelse på hans spil og hans tilgang til sin profession.

- Jeg er mere moden og nok mere professionel, end jeg var. Træneren i Brøndby ændrede også måden, jeg tænker på fodbold, min arbejdsmoral og den slags, siger Teemu Pukki til Sky Sports.

- Jeg var nok lidt doven. Jeg gjorde ikke det defensive arbejde, jeg burde, og det er noget, Zorniger lærte mig. Når jeg gør det defensive arbejde godt, hjælper det altid mit offensiv spil. Det har været en stor forandring for mig.

Derudover peger Pukki på det faktum, at han er blevet far, og at han har fået andet indhold i sit liv end fodbold, som en vigtig faktor.

Før han kom til Brøndby, var Pukki forbi store klubber som Sevilla, Schalke 04 og Celtic, men han scorede ikke lige så meget, som han gjorde i Superligaen og nu i England. 

- Årene i Danmark ændrede mit spil, og hvordan jeg spiller fodbold. De to sidste år var især rigtig gode. Jeg lavede mange mål og fik min selvtillid tilbage efter nogle hårde tider, og her i Norwich følte jeg, som om jeg var hjemme fra første øjeblik, siger Teemu Pukki.

Det har hidtil kastet 24 ligamål af sig, hvilket har skubbet Norwich op på førstepladsen i The Championship med kurs direkte mod Premier League.