Robert Skov har opnået mange milepæle i denne sæson, og mandag opnåede Superliga-topscoreren endnu én i rækken, da han fik en længe ventet debut for det danske landshold. 23-årige Robert Skov spillede en time i 5-1-sejren over Georgien i EM-kvalifikationen, og han kom frem til et par gode afslutningsmuligheder, selv om han ikke fik netmaskerne til at blafre.
Nu venter et U21-EM for FCK-profilen, og derefter er det store spørgsmål, om der også venter et klubskifte. Robert Skov er naturligvis på blokken i mange klubber efter sin forrygende sæson i Danmark.
Hovedpersonen selv har på intet tidspunkt antydet, at han meget gerne vil af sted denne sommer, og det er godt, mener landstræner Åge Hareide, der har en klar opfordring til kantspilleren.
- Han har kun været i FCK i et år, og han har gjort det godt. Han er topscorer i Danmark, men han er en ung mand, der har fået en fremragende uddannelse under Ståle Solbakken. FC København kan formentlig kvalificere sig til Champions League eller Europa League, og jeg synes, han skal være tålmodig, siger Åge Hareide og tilføjer:
- Det er ikke min mening, der tæller for Robert, men hans agent og FC København, men jeg synes, at han skal blive og spille de internationale kampe for FCK. De vil hjælpe ham meget, og han kommer til at spille. Tager han til udlandet, ved vi ikke, om de vil bruge ham, eller om han må vente på sin debut.
- I hans alder er kampe meget vigtige, og det har jeg også snakket med Kasper Dolberg om, fordi han har ikke spillet nok kampe. Årene fra 20-21 år og 23-24 år er meget vigtige for en fodboldspiller, så jeg håber, at Robert bliver i FC København.
Robert Skov kom til FC København fra Silkeborg IF i januar 2018.