Video : Tipsbladet
Landshold

Åge Hareide var eftertragtet: Sagde nej til attraktivt og godt tilbud

Efter Åge Hareide havde ført Danmark til ottendedelsfinalen ved VM, fik han flere forespørgsler. Der kom også et "attraktivt og godt tilbud", men landstræneren sagde nej.

Om lidt over et år forlader Åge Hareide jobbet som dansk landstræner, for DBU har allerede ansat Kasper Hjulmand som nordmandens efterfølger. Hareide kunne dog allerede have taget et andet job for et år siden.

Efter VM, som Danmark nåede ottendedelsfinalen ved, henvendte flere mulige arbejdsgivere sig til Hareide. Men han valgte at holde fast i den kontrakt, han havde forlænget bare et halvt år før.

- Der var forespørgsler efter VM, og der kom et attraktivt og godt tilbud. På det tidspunkt var det ikke aktuelt. Der var egentlig ikke noget at overveje. Derfor var mit svar, at jeg havde kontrakt med Danmark, og at jeg agtede at fuldføre den. Hvis danskerne havde ønsket at forlænge, var det også dem, jeg havde snakket med først, siger Åge Hariede i et interview med Dagbladet.

- DBU viste tillid til projektet, da de forlængede min kontrakt før playoffkampene mod Irland i efteråret 2017, og det betød meget for mig. Det var en enorm tillidserklæring.

Danmark slog som bekendt Irland, kom til VM og vandt siden sin gruppe i Nations League. Nu er landsholdet godt i gang med EM-kvalifikationen og har ikke tabt i 28 kampe i streg under Hareide - hvis man altså fraregner VM-exittet mod Kroatien efter straffesparkskonkurrence.

Hareide ved endnu ikke, hvad han skal, når han forhåbentlig har ført Danmark gennem EM om et år, hvor der i givet fald venter mindst to kampe i Parken. Helt sikkert er det dog, at han skal være landstræner: Han vil hverken træne et klubhold eller gå på pension.

Måske kunne det være hjemlandet, Norge. Her har han været landstræner før, men formåede ikke at kvalificere holdet til en slutrunde, så han føler, at han har noget uforløst over jobbet.

- Ja, det har jeg. Absolut. Vi var jo så tæt, både VM (2006, red.) og EM (2008, red.). Men jeg har en stærk tro på, at Lars (Lagerbäck, red.) tager Norge til EM. Holdet er blevet meget bedre organiseret, siger Åge Hareide.