Video : Tipsbladet
Landshold

Åge Hareide: Vi har brug for Kasper Dolberg

Kasper Dolberg er en vigtig mand for det danske landshold, fastslår Åge Hareide.

2018 har været et skadesplaget år for Kasper Dolberg, men nu lysner det for den danske angriber, der så småt er på vej tilbage og på det seneste også har scoret et par mål for klubholdet AFC Ajax. Onsdag blev han udtaget til landsholdet med henblik på de kommende kampe mod Irland og Østrig.

20-årige Kasper Dolberg var også med til VM, men han har aldrig for alvor formået at bide sig fast på landsholdet. Det er ikke desto mindre en spiller, landstræner Åge Hareide har stor tiltro til.

- Jeg har et stærkt ønske om at få Dolberg i gang. Hans talent og hans type har vi brug for. På 9'er-positionen har vi faktisk ikke så mange alternativer. Vi har Nicolai Jørgensen, men han er måske ikke rendyrket 9'er. Cornelius kan spille der, men han kan også spille til venstre og højre. Yussuf Poulsen er ubetinget bedst til højre, siger Åge Hareide og tilføjer:

- Det er meget vigtigt, at han er med. Vi skal have konkurrence på den position, men både Dolberg og Nicolai Jørgensen har døjet meget med skader, og det bekymrer mig. 

Kasper Dolberg står foreløbig noteret for syv optrædener i rødt og hvidt med et enkelt mål til følge.