68 minutters spilletid har Anders 'AC' Christiansen fået i Chievo Verona siden skiftet i januar fra FC Nordsjælland, men det har nu bragt ham tilbage på det danske landshold.
Midtbanespilleren er nemlig blevet efterudtaget som erstatning for Thomas Kahlenberg, der søndag aften meldte afbud til landskampene mod USA og Frankrig på grund af hofteproblemer. DBU oplyser, at 'AC' først støder til truppen i Aarhus mandag aften.
'AC' har fået en enkelt landskamp for Danmark, da han fik 45 minutter i landskampen mod Rumænien tilbage i november.
Det danske landshold er blevet ramt af flere afbud til de kommende kampe, da både Andreas Bjelland og Daniel Agger har meldt afbud til kampen. Jores Okore og Pierre Emile Højbjerg meldes desuden som tvivlsomme til kampene mod USA og Frankrig.