Video : Tipsbladet
Landshold

Arek Onyszko før Danmark-kamp: I Polen er der 38 millioner landstrænere

Den tidligere Superliga-målmand Arek Onyszko fra Polen tror på en god og offensiv kamp, når Danmark lørdag gæster Polen. Og selv om han har respekt for det danske hold, er alt andet end en polsk sejr en skuffelse.

Få personer har et lige så godt kendskab til dansk og polsk fodbold og kultur som den polske målmand Arek Onyszko, der havde en lang og flot karriere i Danmark, hvor han spillede for Viborg, OB og FC Midtjylland. Og det er da heller ingen tilfældighed, at den nu 42-årige polak stadig taler fint dansk og tilmed kalder sig halvdansker.

Når Danmark lørdag gæster Polen erkender Arek Onyszko, at han har følelser for begge nationer, men at han - qua at han er født i Polen - håber på en sejr til Lewandowski, Milik og alle de andre fra det polske landshold.

Men Onyszko, der lørdag er på stadion og skal arbejde som ekspertkommentator for tv-stationen Polsat, har nærsturderet det danske hold, der gæster Polen. Og han er imponeret.

- Vi har stor respekt for det danske hold. Jeg kender godt den nye træner på landsholdet, og jeg har også set mange kampe med landsholdet. Fordi jeg skal være kommentator til kampen, har jeg læst meget om det danske landshold og set video.

- Det er et hold med mange unge spillere, og jeg er imponeret over, at alle på landsholdet også spiller fast i deres klubber. Det er jeg positivt overrasket over. På papiret ligner det et fantastisk dansk landshold, og mod Armenien skulle Danmark have vundet endnu større, men Christian (Eriksen, red.) misbrugte et straffespark.

- I den kamp var jeg meget imponeret over Fischer, Jørgensen og Eriksen, og så har Danmark to backs, der er meget offensive. Det ligner et stærk landshold, siger Onyszko til tipsbladet.dk.

Mens Danmark fik tre point i den første gruppekamp mod Armenien, skuffede Polen og fik kun 2-2 ude mod Kasakhstan. Selv om det var en skuffelse for Polen, kan Onyszko fortsat rapportere om en god stemning omkring det polske landshold, hvor de mange fans drømmer om fortidens store præstationer, der har budt på OL-guld og to gange VM-bronze.

- Ved EM tankede det polske landshold meget selvtillid, og der er en god atmosfære omkring holdet. Der er nogle store spillere på holdet, og de spiller alle på deres klubholdet og i store klubber. EM var første gang, vi kom videre fra et gruppespil i mange år. I kvartfinalen var holdet uheldig, men det her hold kan godt sigte højere - måske en semifinale eller en finale i en stor slutrunde. Det er første gang i mange år, at Polen har et rigtig landshold. Og det kan mærkes på stemningen, siger Arek Onyszko.

I Polen er de vant til vilde scener på tilskuerpladserne, men det er på klubholdet, og selv om der kommer 55.000 tilskuere, kommer der ifølge Onyszko mange børnefamilier på stadion, og derfor tror han også, at Danmark kan forvente klapsalver og ikke buhråb. Selv om det danske landshold ifølge Onyszko ikke skal forvente en pibekoncert, er der ingen tvivl om, at den polske nation forventer at vinde. Og sker det ikke, er der kontant afregning.

- Der er 38 millioner mennesker i Polen, og der er 38 millioner mennesker, der har det sådan, at de ved bedre end landstræneren. Hvis Polen ikke vinder, bliver der dårlig stemning - specielt efter det kun blev til 2-2 mod Kasakhstan sidst. Danmark er et andet hold end Kasakhstan, og Polen har respekt, men på hjemmebane skal alle kampe bare vindes, siger Arek Onyszko og slår fast, at han under alle omstændigheder forventer en god kamp:

- Hvis Danmark igen spiller 3-5-2, bliver det en sindssyg god kamp for tilskuerne. Så bliver det en meget åben kamp, hvor både Danmark og Polen vil angribe.

Og angribe, det kan Polen. Med to af Europas farligste angribere i Robert Lewandowski og Arkadiusz Milik i front kan de danske forsvarsspillere godt forberede sig på at få sin opgave for.

- Milik fik stor kritik for sin kamp mod Kasakhstan, hvor han ikke scorede, men tre dage senere kom han hjem til Napoli og scorede to gange, og så scorede han igen i Champions League. Lewandowski ved vi er i storform, men efter han blev anfører, har han fået en lidt anden rolle. Derfor er Milik den rigtige angriber, der står i boksen og sparker på det hele, mens Lewandowski som anfører arbejder mere og nogle gange sender skideballer til Milik, når han ikke gør det godt nok, siger Arek Onyszko.

Inden den 42-årige dansk-kendte polak runder af, har han lige en ting, han ønsker at gøre klart for den danske befolkning.

- Vil du ikke lige love mig at skrive, at jeg hilser alle de danske fodboldfans og alle dem, der har støttet mig. Jeg vil gerne sige tak for mange gode fodboldår i Danmark.

Som sagt så gjort.