Argentina i store VM-problemer med nyt nederlag
Foto: Thearon W. Henderson/Getty Images
Landshold

Argentina i store VM-problemer med nyt nederlag

Argentina er dumpet helt ned på en femteplads i den sydamerikanske VM-kvalifikation, efter det tirsdag aften blev til et nederlag i Bolivia.

Kvalifikationen til VM 2018 i Rusland har været én stor kvale for Argentina. Det fortsatte tirsdag aften, hvor holdet tabte 2-0 i Bolivia.

Argentina måtte op til kampen lide den tort at se stjernen Lionel Messi få fire kampes karantæne for en episode med en linjedommer i seneste landskamp.

Uden Messi kunne Argentina ikke stille meget op i højderne i Bolivia, hvor et 2-0-nederlag giver dem særdeles trange kår i kvalifikationen til verdensmesterskaberne.

Natten til onsdag vandt Chile således 3-1 over Venezuela, hvilket betyder, at de overhaler Argentina. Argentina indtager nu femtepladsen, der ikke giver automatisk kvalifikation til VM. Der resterer fire kampe.