Video : Tipsbladet
Landshold

Avis: Tre klubber har allerede givet landsholdsspillere grønt lys

Både Tottenham, Rosenborg og FC København har angiveligt allerede givet A-landsholdsspillerne lov til at vende tilbage til den danske landsholdslejr.

Endelig.

Torsdag aften blev der sat et foreløbigt punktum i landsholdskonflikten mellem DBU og de danske landsholdsspillere, og landstræner Åge Hareide og de oprindeligt udtagede 23 spillere kan dermed gå på banen i Aarhus på søndag, når Wales kommer på besøg. 

Og dog.

Der er nemlig stadig én enkelt lille udfordring for det danske landshold. FIFA's regler siger nemlig, at spillernes klubber skal varsles om en landsholdsudtagelse minimum 15 dage før kampen, og da Åge Hareides 23 mand tidligere på ugen igen rejste hjem til deres respektive klubber, skal de derfor udtages igen, hvis de skal spille mod Wales.

Med andre ord er de respektive klubber i deres fulde ret til at beholde de danske spillere, selvom det virker usandsynligt, da de alt andet lige allerede har regnet med at skulle undvære dem.

Tre klubber har da også allerede givet deres danske spillere lov til at tage på landsholdslejr. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisens oplysninger har både FC København, Rosenborg BK og Tottenham Hotspur således givet henholdsvis Viktor Fischer, Nicolai Boilesen, Mike Jensen og Christian Eriksen grønt lys til at deltage. 

DBU's elitechef Kim Hallberg fortalte torsdag, at fristen for at aflevere truplisten er lørdag aften kl. 23.59.