Video : Tipsbladet
Landshold

Baskerlandet vil søge om medlemskab hos FIFA og UEFA

Den spanske region vil anmode om lov til at spille landsholdsfodbold under FIFA og UEFA.

Det baskiske fodboldforbund har i sinde at sende en officiel ansøgning om medlemskab til både FIFA og UEFA. En godkendelse vil betyde, at det baskiske landshold kan deltage ved EM og VM.

Ovenpå fodboldforbundets generalforsamling onsdag står det klart, at en sådan ansøgning skal udformes. En næsten enstemmig afstemning så 43 medlemmer stemme for, ingen stemme imod, mens et enkelt medlem lod være med at afgive sin stemme.

- Efter ønske fra FVF, som repræsenterer baskisk fodbold for at opnå international anerkendelse af dets hold, er det blevet afgjort, at en formel anmodning skal udformes om direkte integration af FVF i UEFA og FIFA, lyder forbundets statement.

Fodboldforbundet får opbakning fra både herre- og kvindelandsholdene, den baskiske regering og organisationen Euskal Herria Kirola.

Argumentet for optagelse henter baskerne blandt andet hos Færøerne, som er medlem, selvom de ikke er uafhængige af Danmark, ligesom landene under Storbritannien er en del af argumentet.

Det baskiske landshold har i mange år deltaget i forskellige turneringer og spillet venskabskampe udenom de store organisationer. Landsholdsspillerne kommer fra de lokale klubber Athletic Bilbao, Real Sociedad, Alaves og Eibar.