Bjelland klar til landsholdet
Illustration
Landshold

Bjelland klar til landsholdet

Andreas Bjelland er kommet sig ovenpå de vejrtrækningsproblemer, der tvang forsvarsspilleren på hospitalet i sidste måned.

Andreas Bjelland melder sig selv klar til landskampen på fredag mod Serbien, efter han i sidste måned fik problemer med vejrtrækningen før en kamp mod Excelsior i den bedste hollandske række for sin klub Twente. 

- Jeg spillede for Twente i søndags og har haft en rigtig fin træning med holdet det seneste stykke tid. Man mener, at det har været en virus. Jeg er blevet tjekket, og de kloge hoveder siger, at det højst sandsynligt ikke kommer igen, udtaler Bjelland til TV2 Sporten.

Da Daniel Agger pådrog sig en mindre skade i søndagens kamp for Brøndby mod Hobro, kan der blive brug for den 26-årige midterforsvarer, der i søndags scorede i 4-0-sejren over Dordrecht. Bjelland var senest med for landsholdet, da man fik 1-1 ude mod Albanien i Elbasan d. 11. oktober.