Video : Tipsbladet
Landshold

Bjelland skadet kort før landskampe: Forventes at blive klar

Uheldige Andreas Bjelland måtte udgå af tirsdagens kamp mod Derby, men er måske klar allerede i weekenden. Det lover godt for hans deltagelse i de to kommende landskampe.

Det må have givet landstræner Åge Hareide sved på panden, da han tjekkede, hvordan det gik Andreas Bjelland og Brentford i tirsdagens opgør mod Derby County. For midtstopperen, der spillede begge de to kampe mod Polen og Armenien, måtte udgå i pausen.

Det ville mildest talt være en uheldig timing, hvis Bjelland, der har haft så store skadesperioder i sin karriere, skulle til at være ukampdygtig op til de to vigtige VM-kvalifikationskampe i næste uge, men noget tyder på, at Hareide godt kan pakke den værste ængstelse væk.

Bjellands træner i Brentford, Dean Smith, forventer i hvert fald, at midtstopperen allerede kan være klar, når holdet møder Martin Braithwaites Middlesbrough lørdag.

- Andreas havde et stramt baglår, men det er ikke så slemt, som vi først frygtede. Det er ikke umuligt, at han bliver en del af truppen på lørdag, siger Dean Smith ifølge klubbens officielle Twitter-konto.

Dermed er der altså noget, der tyder på, at de to kampe mod først Montenegro torsdag og uge Rumænien om søndagen ikke kommer i fare for Bjelland. 

Skulle det ske, kan Hareide glæde sig over, at han råder over et kompetent korps af midtstoppere. Andreas "AC" Christensen, Jannik Vestergaard og Mathias "Zanka" Jørgensen kan også spille pladsen ved siden af anfører Simon Kjær.