Bjelland tilbage på landsholdet
Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Bjelland tilbage på landsholdet

Andreas Bjelland er blevet efterudtaget til landsholdets trup til VM-kvalifikationskampene mod Polen og Montenegro.

Åge Hareide har i dag udtaget den femte midterforsvarer til de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Polen og Montenegro. Andreas Bjelland fra engelske Brentford gør dermed Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Simon Kjær og Mathias Zanka Jørgensen selskab i landsholdsforsvaret. Det skriver DBU på Twitter.

Den venstrebenede midtstopper er tilbage på landsholdet, som han har repræsenteret ved 21 lejligheder tidligere - senest sad han på bænken i kampen mod Serbien i juni sidste år. 

Bjelland, der tidligere har spillet i Lyngby, FC Nordsjælland og Twente, er nu i Brentford, hvor han er holdkammerat med Lasse Vibe. 

Åge Hareide udtog i mandags de første 22 spillere til de kommende kvalifikationskampe, og nu er Andreas Bjelland blevet holdets 23. mand.