Video : Tipsbladet
Landshold

Brandvarm Wilczek igen fravalgt til det polske landshold

På trods af storform for Brøndby de seneste par måneder er Kamil Wilczek ikke blevet udtaget til det polske landshold.

Op til VM-slutrunden i sommer var Kamil Wilczek en del af bruttotruppen, men i sidste ende blev Brøndby-angriberen sorteret fra. Og han har ikke kæmpet sig tilbage på landsholdet endnu.

I de seneste par måneder har han ellers været knivskarp foran målet, når han har haft Brøndby-trøjen over hovedet, men det har ikke været nok til at overbevise den polske landstræner til en udtagelse forud for kampene mod Portugal og Italien.

I stedet er der blevet fundet plads til Serie A-topscoreren, Krzysztof Piatek, som har scoret otte mål i seks ligakampe for Genoa, og sammen med mere velkendte navne i form af Robert Lewandowski og Arkadiusz Milik udgør han de udtagne angribere i truppen.

Det ganske stærke polske landshold tæller også navne som Wojciech Szczesny, Kamil Glik, Grzegorz Krychowiak og Piotr Zielinski.

Samlet set har 30-årige Kamil Wilczek scoret 12 mål i 15 kampe denne sæson.