Chanceløs målmand: Tyskland var klart bedre end os
Foto: Getty Images
Landshold

Chanceløs målmand: Tyskland var klart bedre end os

Daniel Iversen var ikke sen til at erkende, at det danske U21-landshold var klart overmatchet mod Tyskland.

Der var klasseforskel i Udine.

Det tyske U21-landshold viste sig at være for stærkt for Niels Frederiksens mandskab, og det resulterede i et nederlag på 3-1.

Nede i det danske mål var Daniel Iversen prisgivet ved scoringerne, og han kunne fra sin position også se, at det danske ungdomslandshold var overmatchet af de dygtige tyske spillere, som blandt andet viste større skarphed.

- De er klart bedre end os på alle parametre. De er hurtigere, de spiller hurtigere end os, de laver ikke lige så mange fejl, som vi gør. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal sige. Jeg er tom for ord lige nu. Jeg er selvfølgelig helt vildt ærgerlig over, at vi taber den kamp, men jeg synes, de var klart bedre end os, sagde Daniel Iversen til DR1.

Danmark befinder sig nu på tredjepladsen i gruppe B, hvor Østrig og Tyskland hver især har tre point, mens Serbien har nul point ligesom Danmark.