Video : Tipsbladet
Landshold

Christian Eriksen får ekstra fridage: Møder i landsholdslejren onsdag

Efter weekendens Champions League-finale møder Christian Eriksen først ind i landsholdslejren på onsdag.

Christian Eriksen får ro til at restituere oven på lørdagens Champions League-finale og møder først ind i landsholdslejren i Helsingør på onsdag. Det oplyser DBU på Twitter. 

Det danske landshold skal spille mod Irland på fredag, og hele holdet samles i dag mandag til forberedelserne. Men Christian Eriksen har altså fået et par ekstra fridage.

- Christian Eriksen har efter Champions League-finalen fået et par dages fri, så derfor møder han først ind i landsholdslejren på onsdag. Vi glæder os til at se ham i lejren frem mod nogle spændende kvalifikationskampe, skriver DBU på Twitter. 

Danmarks kamp mod Irland spilles fredag klokken 20.45, mens opgøret mod Georgien spilles mandag den 10. juni.