Colombiansk angriber er færdig ved Copa America efter knæskade
Foto: Getty Images
Landshold

Colombiansk angriber er færdig ved Copa America efter knæskade

En knæskade kommer til at holde Luis Muriel ude i noget tid, og han er derfor færdig ved Copa America.

Luis Muriel nåede kun at være på banen i 14 minutter af dette års Copa America.

Selvom turneringen først lige er startet, er den også allerede nu slut for den colombianske angriber, der blev skadet i den første kamp mod Argentina i nat.

Angriberen, der til daglig spiller i Sevilla, blev knæskadet i et sammenstød med Leandro Paredes tidligt i opgøret, og han måtte lade sig udskifte til fordel for Roger Martinez efter mindre end et kvarters spil.

Nu bekræfter Sevilla på sin hjemmeside, at den 28-årige landsholdsspiller har pådraget sig en ledbåndsskade i det ene knæ, og at han derfor ikke kommer til at spille flere kampe ved Copa America.

Colombia kan dog glæde sig over, at landet er rigtig stærkt besat på angrebspositionen. Det var således de to indskiftere, Roger Martinez og Duvan Zapata, som scorede mod Argentina, mens også Radamel Falcao spillede en rolle i opgøret.