Dagens U21-profil: Barcelona-talent med en bror i Real Madrid
Foto: YouTube
Landshold

Dagens U21-profil: Barcelona-talent med en bror i Real Madrid

U21-EM er i gang, og hver dag under slutrunden vil tipsbladet.dk zoome ind på en af de profiler, der skal i kamp. Denne gang David Babunski.

Hver dag går tipsbladet.dk tættere på en profil ved U21-EM, og denne gang zoomer vi ind på et tidligere Barcelona-talent, der på samme tid havde en lillebror i Real Madrid. Dagens profil er David Babunski.

Enten holder man med FC Barcelona, eller også holder man med Real Madrid. Sådan er det de fleste steder, og det gælder også i Makedonien. Forældrene til David og Dorian Babunski må dog have haft mere end svært ved at vælge side mellem de to mastodonter.

Få et par år tilbage var deres ældste søn, David, i FC Barcelona, mens lillebror, Dorian, slog sine folder i Real Madrid.

Siden har de begge forladt Spanien. Dorian Babunski er klubløs efter et ophold i Slovenien, mens 23-årig David Babunski tørner ud for japanske Yokohama F. Marinos. Og så er han en del af Makedoniens trup til U21-EM - Babunski er i øvrigt den eneste spiller ved hele slutrunden, der slår sine folder udenfor Europa.

David Babunski forlod FC Barcelona efter næsten 10 år som talent i den catalanske storklub, og han opnåede aldrig debut for klubben. Til gengæld spillede han 48 kampe for Barelona B, og her gjorde den offensivt orienterede midtbanespiller sig bemærket ved at have yderst vanskeligt ved at score mål. Kun et mål blev det til i de 48 kampe. Babunski har i det hele taget ikke været nogen målmaskine i sin karriere.

Den 23-årige makedoner har spillet otte A-landskampe, og dermed nærmer han sig sin far, Boban Babunski, der nåede at repræsentere sit land 23 gange.