Dagens U21-profil: Italiensk stjerneskud blev snigløbet i racisme-sag
Foto: Getty Images
Landshold

Dagens U21-profil: Italiensk stjerneskud blev snigløbet i racisme-sag

På hver kampdag under U21-EM bringer tipsbladet.dk et portræt af en af aktørerne ved slutrunden.

U21-slutrunden er ikke bare et møde med 12 nationer. Det er også et møde med nogle af de 276 spillere, der er udtaget til slutrunden for deres land.

På hver kampdag under U21-EM vil tipsbladet.dk bringe et portræt af en af aktørerne.

Dagens U21-profil er: Moise Kean, Italien

Kan man selv være skyld i racisme? 

Det spørgsmål sørgede dagens EM-profil for blev højaktuelt for et par måneder siden, da Moise Kean var involveret i en episode om racisme i Italien. I en Serie A-kamp mellem Cagliari og Juventus fejrede 19-årige Kean en scoring ved at stille sig op og juble foran de mest hårdkogte Cagliari-fans, og det medførte et væld af racistiske tilråb og abelyde mod Moise Kean, der har ivorianske rødder.

Efter slutfløjtet mødte Kean alt andet end opbakning fra holdkammeraten Leonardo Bonucci, der direkte fastslog, at Kean efter hans mening selv opildnede til racisme.

- Kean ved, at når han scorer, skal han fokusere på at juble sammen med sine holdkammerater. Han ved, at han kunne have gjort noget anderledes. Der var racistiske ytringer efter målet. Blaise (Matuidi, red.) hørte det og var vred. Jeg mener, at skylden er 50-50, fordi Moise skulle ikke have gjort det, og fansene skulle ikke have reageret på den måde, sagde Bonucci.

Disse udtalelser bragte Leonardo Bonucci i voldsom modvind, og forsvarsspilleren blev ikke overraskende skudt i skoene, at racisme aldrig er noget, man selv er skyld i. Senere var Bonucci også ude at sige, at han følte sig misforstået.

Moise Kean har hele vejen igennem holdt sig lidt i baggrunden i forhold til hele racisme-sagen, hvor han især mødte stor opbakning fra Manchester City-stjernen Raheem Sterling. I stedet har 19-årige Kean ladet fødderne tale, og i 21 kampe for Juventus har han scoret otte mål. Kean har desuden allerede opnået debut på Italiens A-landshold og scoret to mål i tre optrædener.

Moise Kean debuterede for Juventus allerede som 16-årig, og han blev den første spiller i årgang 2000 til at få debut i en af Europas fire store ligaer - Bundesligaen, Premier League, La Liga og Serie A. Af andre rekorder kan Moise Kean bryste sig af at være den yngste målscorer for Italien i en betydende kamp, at være den første spiller i årgang 2000 til at score i én af Europas fire store ligaer og være den yngste Juventus-debutant nogensinde i Champions League. 

I aften kan han opleves til U21-EM for værtsnationen i braget mod de spanske viceeuropamestre.