Dagens U21-profil: Kaptajnen for en ny generation
Foto: Valerio Pennicino/Getty Images
Landshold

Dagens U21-profil: Kaptajnen for en ny generation

U21-EM står for døren, og hver dag under slutrunden vil tipsbladet.dk zoome ind på en af de profiler, der skal i kamp. Denne gang Marco Benassi.

Hver dag går tipsbladet.dk tættere på en profil ved U21-EM, og vi fortsætter i dag med en spiller, der i en tidlig alder er blevet anfører for både sit klub- og unglandshold. Dagens profil er Marco Benassi.

U21-EM består per definition af unge spillere, og selv om langt de fleste har fået deres gennembrud i voksenfodbold, er det de færreste, der er anfører hjemme i klubben. Det er Marco Benassi dog. 

Torinos unge kaptajn har båret anførerbindet for sin klub siden oktober, og han har båret det for det italienske U21-landshold de sidste to år. Han har været med i fire år og er med 24 U21-landskampe den mest erfarne på holdet.

Benassi kommer også med rig slutrundeerfaring. Han var med til U19-EM i 2013, U21-EM i 2015, og sidste år var han med i forberedelserne til EM og blandt de tre reservespillere, der stod klar til at blive indkaldt til A-landsholdet, hvis en spiller faldt fra.

Den 22-årige anfører er en del af en stærk generation af italienske spillere. For et par år siden higede det stolte fodboldland efter morgendagens stjerner, og de er i den grad begyndt at manifestere sig. Det gælder eksempelvis mere profilerede U21-kolleger som Gianluigi Donnarumma, Daniele Rugani og Federico Bernardeschi eller Torino-holdkammeraten Andrea Belotti.

Italien bruger som oftest en 4-3-3-opstilling, som Benassi er vant til fra Torino. Her er han en dynamisk midtbanespiller på ydersiden af de tre centrale, en såkaldt mezzala. Han er især god til at finde plads i modstandernes forsvar, og han er målfarlig af en midtbanespiller at være. Det vidner seks scoringer i 24 U21-landskampe om.

Benassi var da også angriber som ung, så hans evner foran mål kommer ikke ud af det blå. Med en stærk EM-slutrunde må Italiens centrale omdrejningspunkt skrive sig ind på mangen en blok hos større klubber end Torino.

Se Marco Benassi bevise sin målfarlighed i videoen herunder: