Video : Tipsbladet
Landshold

Dalsgaard: Håber Danmark får flere point end Brentford

Brentford-spilleren håber at landsholdet kan tage flere point fra Polen og Armenien, end hans klub, Brentford, har gjort i sæsonens første fem kampe.

Henrik Dalsgaard og hans danske holdkammerater har fået en dårlig start på sæsonen i den engelske Championship, men det håber han, at en god landsholdspause kan rette op på.

To point er det blevet til for danskeklubben i de første fem kampe, og det skal en række gode landskampe være med til at rette op på.

- Jeg nyder altid at repræsentere mit land, og forhåbentlig får jeg flere point i kvalifikationen, end jeg har fået i ligaen, og så kan jeg komme tilbage og hjælpe holdet til flere point, siger han til iFollow.

Senest blev det til 0-0 mod Wolves, men den 28-årige danske landsholdsback er optimistisk på klubholdets vegne.

- Hvis vi fortsætter med at præstere, som vi gjorde i den kamp, så er jeg sikker på, at det nok skal vende.

Henrik Dalsgaard har været i Brentford i en måneds tid, og fortæller at han så småt er ved at falde til.

- Jeg synes, at drengene og staben har taget rigtig godt imod mig og min familie, så jeg føler mig allerede som en del af holdet, og jeg er klar til at bruge nogle år her.

Selvom faciliterne er små, så kan Dalsgaard stadig mærke den specielle engelske ånd, som der er i klubben.

- Det er et lille stadion, men et fantastisk publikum - et godt engelsk stadion. Jeg nyder det, hvergang jeg er her, jeg nyder det virkeligt.

Når Henrik Dalsgaard vender tilbage, så kan han begynde forberedelserne til Brentfords næste kamp, som er på udebane mod Aston Villa.