Video : Tipsbladet
Landshold

Dalsgaard har trænet med Peru-stjernen Flores: Kan både være godt og skidt

Den danske højre back Henrik Dalsgaard trænede med i AaB, inden han mødte ind i landsholdslejren, og her stod han over for Peru-stjernen Edison Flores. Det kan komme begge spillere til gode, forudser danskeren.

Når Danmark på lørdag åbner VM med en kamp mod Peru, vil de fleste af navnene på det sydamerikanske holdkort formentlig være nye for en hel del danske seere. Og selv om eksempelvis AaB'eren Edison Flores vækker genklang, har de færreste det samme kendskab til ham, som Henrik Dalsgaard har.

Backen trænede med i AaB, efter hans hold, Brentford, gik på ferie, og inden han skulle møde ind i landsholdslejren. Her stod han over for Flores, der som regel opererer på kanten i AaB, så Dalsgaard ved, hvad der venter ham lørdag aften.

Det ved Flores imidlertid også, så det er ikke ubetinget en fordel for danskeren, mener han selv.

- Det kan både være en fordel og en ulempe. Jeg kender ham lidt, men han kender også mig. Jeg prøver at forholde mig til ham som enhver anden spiller, jeg spiller mod. Jeg sørger for at få set noget video på ham, for så meget har jeg heller ikke spillet over for ham, siger Henrik Dalsgaard til TV2 Sport.

Den danske back og hans peruanske modspiller nåede lige præcis ikke at være holdkammerater i AaB, inden Dalsgaard gik til Zulte Waregem. Han forlod Superligaen et halvt år, før Flores kom til.

Spørgsmålet er så, hvor længe Flores forbliver AaB-spiller. Selv om han aldrig rigtig har sat ild til dansk fodbold, har han vist sig frem på fornemste vis for Peru og tiltrækker angiveligt stor interesse. Senest forlød det, at klubpræsidenten for Lokomotiv Moskva besøgte landsholdets lejr forud for VM-slutrunden.

- Jeg er helt sikker på, at vi får masser af opkald på ham, selv om han skulle gøre det mindre godt. Alle i de store ligaer kender ham. Det har hele tiden været vores og Edisons plan, at AaB bare skulle være et skridt videre. Så må vi se, om det bliver nu, sagde AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, for en måned siden.