Video : Tipsbladet
Landshold

Danmark er stadig i verdens top ti

Danmark er fortsat nummer ti på verdensranglisten, og de rød-hvide nærmer sig dermed et år blandt de ti bedste nationer i verden.

Man siger, at det sværeste ikke er at nå toppen - det sværeste er at blive der.

For Danmark går det nu meget godt med at bide sig fast i den pæne ende af FIFA's verdensrangliste. På den senest opdaterede liste er landsholdet fortsat på tiendepladsen, og dermed nærmer de rød-hvide sig et år blandt verdens ti bedste fodboldnationer.

Danmark spillede for nyligt 1-1 mod Irland og besejrede Georgien med 5-1, men det var altså ikke nok til, at der skete forskydninger.

Tiendepladsen betyder samtidig, at Danmark fastholder pladsen som det bedste hold i Norden. Sverige er tættest på som nummer 17, mens Island er nummer 35 og Norge er nummer 47.

Helt i toppen er der ingen forskydninger i top tre, og det betyder, at Belgien fortsat kan kalde sig verdens bedste fodboldnation med Frankrig og Brasilien på de efterfølgende pladser.