Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk profil: Thomas Frank har bragt Brentford til et nyt niveau

Henrik Dalsgaard er godt tilfreds med ansættelsen af landsmanden Thomas Frank som cheftræner i Brentford, som han allerede har været med til at løfte som assistent. I morgen drikker de en kop kaffe sammen og taler fremtiden igennem.

Allerede inden Thomas Frank blev udnævnt til ny cheftræner i Brentford, var Henrik Dalsgaard ude med ros til sin landsmand. Han kunne godt se Frank blive permanent chef for Championship-holdet, og siden er det gået, som præsten prædikede.

Tirsdag gik Thomas Frank fra midlertidig til fastansat øverst i klubbens trænerhierarki, og det glæder Dalsgaard, der har haft Frank som assistenttræner, siden han kom til Brentford for lidt over et år siden.

- Jeg tænker, det er fint, og det lå lige til højrebenet. Han kender vores system ind og ud, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gå godt. Han har i hvert fald omklædningsrummet med sig, så det er en vigtig del af det, siger landsholdsbacken.

Hvad kan han, siden han har omklædningsrummet med sig?

- Han er meget passioneret, og fagligt er der ingen tvivl om, at han er sindssygt dygtig. Der er ikke en finger at sætte på det. Så er han jo et dejligt menneske også, han er jo en god mand, så det kommer helt af sig selv.

Det er knap to år, siden Thomas Frank tiltrådte som assistent for Dean Smith, der i sidste uge skiftede Brentford ud med Aston Villa. I den tid har han fået megen ros i London-klubben for sin træning af holdet.

- Han er jo bragt Brentford til et nyt niveau træningsmæssigt, og det er meget de nye dyder med genpres og høj forsvarskæde. Det er nogle ting, han har været med til at skubbe på, og som jeg synes, man kan se i vores spil, siger Henrik Dalsgaard, der fra sine tidligere danske holdkammerater har fået fortalt, hvilken forskel Thomas Frank gjorde efter sin ansættelse.

- Jeg hørte fra Bjelland og Vibe (Andreas og Lasse, red.) dengang, at der skete noget, da han kom. Jeg har ikke mærket det så meget, fordi det var sådan fra min første dag i klubben. Men han har været med til at løfte træningen, uden tvivl.

Henrik Dalsgaard har fået fuld spilletid i samtlige ligakampe i denne sæson, og under andre omstændigheder kunne en mand i hans position godt frygte for, hvad et trænerskifte ville betyde for spilletiden. Det gør den danske back dog ikke.

- Der kommer nok ikke til at ske så meget. Vi kender hinanden godt, og som jeg havde det med træneren før ham: Jeg ved, hvor jeg har Thomas, og Thomas ved, hvor han har mig. Det betyder meget. Nu sætter vi os ned torsdag, og så får vi lige en kop kaffe, Thomas og jeg, og så får vi lige snakket om tingene. Så regner jeg med, at det hele er på plads, siger Dalsgaard med et smil - måske også ved tanken om, at der er åbnet op for en masse instruktioner fra sidelinjen på et sprog, modstanderne ikke forstår.

- Det har vi gjort i noget tid nu. Det var endnu værre, da "Bjell" var der også. Da fik vi snakket lidt på dansk, men sådan skal det være.