Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk spids om kritik: Det skal vi kunne leve med

Ifølge Martin Braithwaite er det en del af livet som angriber, at man skal kunne leve med den kritk, man modtager, når man ikke scorer på de chancer, man får.

Det var tydeligt for alle, at det danske landshold havde rigeligt med chancer til at sikre de tre point, da de fredag aften spillede på hjemmebane mod Irland i EM-kvalifikationen. Danmark formåede dog kun at omsætte en enkelt af de mange chancer til mål, og kampen endte 1-1. 

Den manglende skarphed er efterfølgende blevet kritiseret, og særligt de danske angribere har fået et par hårde ord med på vejen. Det har den danske angriber Martin Braithwaite dog ikke noget problem med. Ifølge ham er kritikken berettiget, og han slår samtidig fast, at kritikken er noget, man skal kunne leve med. 

- Vi er der for at lave mål, så når vi scorer mål, er det fantastisk, når vi ikke gør, er der kritik. Det skal vi kunne leve med. Det er helt korrekt set, at vi skulle have gjort det bedre, siger han ifølge BT

Leganes-angriberen forklarede samtidig, at det handler om at kigge fremad og forblive positive forud for kampen mod Georgien på mandag. Braithwaite understregede i øvrigt, at han ikke ville fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt han ville få genvalg i startelleveren mod Georgien. 

Martin Braithwaite har spillet 32 A-landskampe, hvori han har fundet vej til netmaskerne tre gange.