Video : Tipsbladet
Landshold

Danske profiler savner spilletid: Slitage havde været mere bekymrende

En del spillere på det danske landshold mangler af forskellige årsager kamptræning. Åge Hareide vælger at iføre sig ja-hatten.

Det har tidligere været en stor udfordring for det danske landshold, at spillerne fik for lidt spilletid i deres klubber, men de seneste par år er det fænomen blevet udvisket en smule. Det er dog som om, at det frem mod sommerens VM-slutrunde igen er begyndt at stikke næsen frem.

En række etablerede navne på det danske landshold spiller således ikke fast på deres klubhold.

Riza Durmisi er sat af holdet i Real Betis, mens Pione Sisto, Andreas Cornelius og Yussuf Poulsen har oplevet en nedgang i spilletiden. Desuden har Simon Kjær været ude i en længere periode med en skade, mens Mike Jensen og Nicklas Bendtner har ligget stille i noget tid, fordi den norske liga følger kalenderåret. 

- Det er altid nemt at bekymre sig, hvis tingene ikke går helt efter planen. Det må vi forsøge at lukke ude. Jeg ved, hvad de kan, og det kan også være godt ikke at have for mange kampe inden et VM. Mange spillere kan være slidte, og det er måske i virkeligheden endnu mere bekymrende. Men vi kommer ikke til at udelukke nogen, for hvis det fortsætter med manglende spilletid, kan det blive problematisk for nogle, siger Åge Hareide.

Det er især i angrebet, at Danmark synes udfordret på papiret. Andreas Cornelius, Pione Sisto og Yussuf Poulsen spiller ikke fast for deres klubber i øjeblikket, Nicolai Jørgensen har været ramt af en formnedgang, Martin Braithwaite har endnu ikke etableret sig i Bordeaux, og Nicklas Bendtner har som nævnt ikke spillet betydende kampe i lang tid.

- Vi må håbe, at det ændrer sig, for ellers skal Christian Eriksen lave alle målene igen, og det bliver et hårdt stykke arbejde for ham. Men Viktor (Fischer, red.) scorer mål for FCK, Nicolai Jørgensen scorede senest for Feyenoord, og Martin Braithwaite burde have scoret senest for Bordeaux. Det er lidt ind og ud for Yussuf Poulsen, og han scorer ikke så mange mål, siger landstræneren.

Simon Kjær har døjet med en skade i ryggen, men spillede en fin kamp for Sevilla tirsdag aften mod Manchester United. Forsvarsspilleren er det første navn, der ryger på det danske holdkort, fastslår Åge Hareide.

- Det er forskellig fra position til position det med kamptræning. Det ville være uheldigt for en type som Thomas Delaney, der løber fra felt til felt, hvis han ikke spillede, men for en midstopper gælder lidt noget andet. Desuden er Simon min kaptajn, og jeg vil have ham på banen, lyder det fra nordmanden.

Danmark møder Panama og Chile i to venskabskampe senere på måneden.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.