DBU-boss: Morten Olsen står fast i sin beslutning
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Landshold

DBU-boss: Morten Olsen står fast i sin beslutning

DBU-formand Jesper Møller udtrykker stor respekt for Morten Olsens beslutning om at annoncere sit stop - men jagten på en ny landstræner er slet ikke gået ind.

Det var DBU's bestyrelsesformand Jesper Møller, der tidligere tirsdag modtog Morten Olsens meddelelse om at stoppe som landstræner ved kontraktudløbet i sommeren 2016, og formanden tager beslutningen til efterretning. 

- Jeg har stor respekt for, at Morten Olsen har truffet den beslutning Jeg har udtrykt anerkendelse omkring den indsats, han har stået for, og vi har allerede lavet en aftale omkring at videreføre den enorme viden han har og vil gøre det i forbindelse med et seminar om talentudvikling i juni måned, siger Jesper Møller. 

- Det har været utrolig vigtig for ham, at sige det nu, så vi får så god tid som muligt til at finde den rette afløser. Jeg ved, hvor engageret, han er. Han brænder for det her og har en vildskab omkring det her job, så jeg kan kun have stor respekt for den beslutning, han har taget. 

Med Morten Olsens meddelte stop som landstræner efter 16 år i jobbet, skal DBU på landstrænerjagt, men Jesper Møller vil ikke allerede nu deltage i snakken om profilen på en kommende landstræner. 

 - Det er ikke mig, der skal ansætte en ny landstræner – det er den administrerende direktør. Men nu synes jeg vi skal sunde os lidt over den her nyhed og udvise respekt for Mortens beslutning. 

Morten Olsen har en gang tidligere i sin landstrænerkarriere erklæret, at han ville stoppe i jobbet. Det skete i efteråret 2010, men efter opfordringer fra både DBU og landsholdsspillerne ombestemte Morten Olsen sig og valgte i stedet at forlænge sin kontrakt. Morten Olsen selv har understreget, at dagens beslutning ikke står til at ændre, og DBU kommer da heller ikke at gøre et forsøg.

- Vi tog en halv time sammen for kort tid siden, hvor vi fik talt om det hele. Jeg spurgte ham om, han var sikker i sin beslutning, eller om det var noget, vi skulle vente med. Men sådan en type er Morten Olsen ikke. Når han har taget den beslutning, står han fast. Det kan man kun have respekt for, siger Jesper Møller. 

Siden DBU-toppen med generalsekretær Jim Stjerne Hansen og formand Allan Hansen blev udskiftet med Claus Bretton-Meyer og Jesper Møller, har der været flere episoder, hvor forholdet mellem DBU og Morten Olsen har virket anspændt og belastet. 

Men tanken om at Morten Olsen var blevet fyret, hvis ikke han selv havde valgt at annoncere sit stop, vil bestyrelsesformanden ikke deltage i. 

- Jeg vil slet ikke forholde mig til den slags spekulationer. Det er gætterier. Morten har meldt klart ud, og det er helt hans egen beslutning, siger DBU-formanden.

Morten Olsens annoncering har taget fokus fra dagens ellers helt store samtale-emne - nemlig DBU's forhandlinger med Spillerforeningen og landsholdsspillerne omkring den nye landsholdsaftale. 

Men den seneste status fra DBU-hovedkvarteret i Brøndby er, at der fortsat er gang i forhandlingerne.