DBU forsikrer: USA stiller op til landskamp
Illustration: DBU
Landshold

DBU forsikrer: USA stiller op til landskamp

DBU meddeler, at USA's fodboldforbund har forsikret unionen om, at det amerikanske landshold stiller op som planlagt til landskamp sidst i marts.

Formanden for den amerikanske spillerforening USNSTPA, Mark Levinstein udtalte sig tirsdag til Jyllands-Posten om den kommende landskamp mellem Danmark og USA sidst i marts i Aarhus, og her fastslog Levinstein, at de amerikanske spillere helst ser kampen aflyst, hvis ikke Danmark kan stille med de bedste spillere.

Den nuværende konflikt mellem DBU og landsholdsspillerne gør, at landstræner Morten Olsen risikerer at skulle stille med et noget alternativt landshold den 25. marts, hvor USA er modstanderen på Aarhus Stadion, hvis ikke de to parter er kommet til enighed om en ny aftale med vilkår for at spille på landsholdet på det givne tidspunkt.

Men nu forsikrer DBU, at kampen bliver gennemført som aftalt. Det amerikanske fodboldforbund går nemlig i rette med landets spillerforening.

- Vi fortsætter vores forberedelser til venskabskampen mod Danmark, og forventer at spille kampen den 25. marts i Aarhus, siger kommunikationschef for det amerikanske fodboldforbund US Soccer, Neil Buethe til DBU's hjemmeside.

Danmark spiller 29. marts på udebane mod Frankrig i endnu en venskabskamp.