DBU fravalgte Bonde
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

DBU fravalgte Bonde

Ifølge Ekstra Bladet var Peter Bonde interesseret i jobbet som talentudviklingschef i DBU, men unionen valgte i stedet at ansætte Brøndbys Flemming Berg.

I går blev posten som talentudviklingschef i DBU besat. Jobbet gik til Flemming Berg, der senest har været chefscout i Brøndby og også været en tur forbi FC Nordsjælland og Chelsea.

En ansættelse der graver den voksende kløft mellem DBU og Morten Olsen endnu dybere. Landstrænerens trofaste assistent Peter Bonde var nemlig i spil til jobbet, men fik det altså ikke.

Olsen blev således ikke taget med på råd i ansættelsesprocessen. I stedet var det fungerende elitechef Peter Rudbæk og direktør Claus Bretton-Meyer, der traf den endegyldige beslutning.

- Ja, jeg havde søgt jobbet, men de har jo desværre valgt en anden. Det er ærgerligt, fordi jeg gerne ville have jobbet, siger Peter Bonde til Ekstra Bladet.

Også ansættelsen af DBU's elitechef gik hen over hovedet på Olsen. Her faldt valget på Kim Hallberg, der ligeledes senest har været i Brøndby.