Video : Tipsbladet
Landshold

DBU vil gribe muligheden for EM på hjemmebane: Det er unikt og gigantisk

I DBU krydser man alt, hvad krydses kan for, at landsholdet klarer kvalifikationen og kommer med til EM, som vil kaste to kampe på hjemmebane i Parken af sig.

Det er svært ikke at tilskrive den kommende EM-kvalifiaktion en helt særlig betydning.

Hvis Danmark klarer skærerne og avancerer fra en gruppe, der foruden Åge Hareides mandskab tæller Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar, har landsholdet udsigt til at spille to EM-kampe på hjemmebane i 2020.

Værtsskabet for slutrunden er som bekendt delt op mellem 12 lande, og herunder er altså Danmark - det er første gang nogensinde, at en EM-slutrunde i fodbold afvikles på dansk grund. 

- Alle kvalifikationer er vigtige, og både spillerne og DBU har en ambition om, at vi skal være med – ikke mindst set i lyset af, at vi skal spille to gruppekampe i Telia Parken. I DBU er vi allerede i gang med at rulle en rød-hvid fest ud, der skal ramme hele Danmark. Den bliver ekstra sjov og ekstra forstærket, hvis Danmark kommer med, siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, til tipsbladet.dk.

Han lægger ikke skjul på, at EM 2020 er noget ganske særligt set med danske briller.

- Det er unikt, og det er gigantisk. Nu har danskerne muligheden for at få den her slutrunde – verdens tredjestørste sportsbegivenhed – helt tæt på, og det er ”once in a lifetime”. Det må vi bare erkende. Jeg tror ikke, vi får lov til at opleve det igen. Hvis vi kommer med, lyder det fra Peter Møller.

Vejen til EM går som altid gennem kvalifikationen, og selv om Peter Møller forudser en vanskelig opgave, er han optimistisk forud for de afgørende kampe, hvoraf den første spilles på udebane i Schweiz den 26. marts.

- Schweiz har over tid vist, hvor stærke de er og ligger til på FIFA's rangliste. Irland kender vi, og vi har set, hvor svært vi har ved at score mod dem, så der er rart, at Åge sætter fokus på spillet på den sidste tredjedel.  Georgien på udebane på en kunstgræsbane kan godt blive vanskeligt, og så er der Gibraltar, som vi skal slå, lyder analysen fra Peter Møller, der også hæfter sig ved, at Danmark har en livline i baghånden, hvis det kikser i første omgang:

- Bliver vi ikke nummer et eller to, har vi en ekstra mulighed i vores Nations League, hvor vi skal møde Ukraine, som det ser ud nu, men med den tro og selvtillid, vi alle har, skal vi gå efter at kvalificere os direkte. Jeg er optimistisk på dansk fodbolds vegne.

Danmarks første hjemmekamp i den forestående EM-kvalifikation er 7. juni, hvor Irland gæster Telia Parken.