Delaney glad for gruppesejr: Vi havde det som mål fra starten
Foto: Getty Images
Landshold

Delaney glad for gruppesejr: Vi havde det som mål fra starten

Thomas Delaney glæder sig over, at Danmark sikrede førstepladsen i deres Nations League-pulje med en 2-1-sejr over Wales.

Danmark sikrede sig førstepladsen i deres Nations League-pulje, da de fredag aften besejrede Wales med 2-1.

Det betyder blandt andet, at Danmark får en ekstra livline til at komme med til EM i 2020, hvis kvalifikationen skulle glippe, og en gruppesejr var derfor også målet fra starten. Det fortæller Thomas Delaney til Kanal 5 efter kampen. 

- Det er dejligt. Vi har ikke vundet noget endnu, men det var det, vi havde som mål fra starten. Intensiteten i kampen viste, at det var to hold, der gerne ville vinde den her kamp, lød det fra Delaney, der også var glad for indsatsen:

- Vi har ikke ligeså godt fat i dem, som vi havde sidst. De kommer til nogle hovedstød, hvor Bale er farlig. Men jeg synes, at vi spiller dem som sidst og prøver at kontrollere kampen. Der sker selvfølgelig noget, når det er sådan en finale, og de ikke har noget at tabe ved at gå op og presse. Det bliver mere rodet. Men jeg synes, vi spiller en fin kamp.

Danmark spiller deres sidste kamp i puljen mandag mod Irland, men der er Thomas Delaney ikke med som følge af en karantæne.