Det lærte vi af landskampen: Den fede dame synger aldrig

Danmark er svær at slå.

Det må man bare sige, efter det danske fodboldlandshold på mirakuløs vis kom tilbage fra 0-3 mod Schweiz med bare seks minutter igen af opgøret og spillede 3-3. Hvis man ikke mener, at kampen mod Kroatien var et nederlag - hvilket det vel var, når Danmark endte med at ryge ud af VM - var det kamp nummer 26 i streg, som fodboldlandsholdet ikke tabte.

Lad os se på, hvad det var, vi blev klogere på af landskampen mod Schweiz.

Åge Hareides venstre side fungerer ikke og har ikke gjort det i noget tid

Den danske landstræner har stædigt holdt fast i en venstre back og en venstre kant, der begge er bedst med højre fod. Det holdt niveau, da han første gang eksperimenterede med det for et par år siden, men eksperimentet bør slutte nu, for det har gennem en længere periode hæmmet den danske offensiv. Der er ingen bredde i venstre side, når Danmark er på bolden, og der er ingen trussel i dybden i venstre side. Både back og kant går ind i banen.

Og det skal ændres, hvis Hareide gør sig reelle forhåbninger om at skabe mere spil offensivt og skabe nogle større chancer - og det må man tro, han vil, for han snakker om, at der skal "arbejdes på offensiven".

Det er problematisk, at Jens Stryger Larsen som venstre back hele tiden er nødt til at trække bolden over til sin højre fod og dermed ind i banen, når han fører kuglen frem, for det ender i langt de fleste tilfælde med, at afspilningsmulighederne frem i banen også bliver lukket ned. Og så ender afleveringen med at gå tilbage i stedet for frem, og så starter det danske hold op igen med opbygning og er nogle gange nødt til at slå den langt til duel, fordi modstanderen er kommet på plads. Måske kan det gå an, hvis man har en venstre wing, der har kridt på støvlerne, men sådan har Hareide omvendt heller ikke ønsket at spille sine kanter.

Derfor kan man få den tanke, at nordmanden igen må se på sine alternativer. Jonas Knudsen var på bænken både mod Kosovo og Schweiz, men han er bedst med venstre fod. Når det er sagt, spiller han dog meget lidt i Ipswich, der er ved at rykke ud af den næstbedste engelske række, og Knudsen har altid været en back, der er bedst i forsvarsspillet og ikke kommer så meget med frem. Nicolai Boilesen har været skadet og var ikke udtaget denne gang, men han bør bestemt også være et alternativ for Hareide - specielt fordi Boilesen passer sine defensive pligter godt og kommer med frem.

Riza Durmisi har den venstre fod, der giver mest til det offensive spil. Han er hurtig og spilder ingen chancer for at komme med frem, men omvendt giver man også afkald på lidt defensiv styrke, da Durmisi ikke er specielt høj og før har haft placeringsvanskeligheder. Desuden har Lazio-danskeren ikke spillet så meget på sit klubhold.

Mod Schweiz var problemet tydeligt. Nicolai Jørgensen er udsat for meget kritik på landsholdet, men det er sandt for dyden ikke meget, han har at arbejde med fra kanten, fordi der ikke er bredde i venstre side. Der kom først et indlæg fra venste side sent i anden halvleg. Det går jo ikke, når man har en stor angriber i Nicolai Jørgensen, der mangler service i boksen, og tilmed bruger Leipzig-angriber Yussuf Poulsen som højre kant. Han er stærk i luftspillet og skal gå med i feltet. Men hvis den ikke kommer derind, bliver offensiven heller ikke farlig.

For det danske landshold synger den fede dame aldrig

0-3 til 3-3 på bare seks miuntter taler sit tydelige sprog om en "never say die"-attitude på det danske fodboldlandshold. "Vi giver sgu ikke op", og det er en stærk mentalitet at have. For det smitter. Ikke bare på resten af holdet, men også på publikum og dem, der følger holdet. I sidste uge var det 1-2, der blev til 2-2 mod Kosovo, da Pierre Emile Højbjerg satte det udlignende mål ind i slutfasen.

Gode resultater betyder noget i moderne fodbold, og når man kan hente point på selv de spillemæssigt værste dage, er der meget at juble over.

Men det må ikke blive en sovepude, at den fede dame aldrig synger for landsholdet. Den vilde afslutning må ikke overskygge, at det faktisk var 80 sløje minutter, hvor især størstedelen af første halvleg var skidt. Det skal der ganske enkelt analyseres på, for hvorfor var holdet så skidt spillende? Og hvorfor lukkede landsholdet fem mål ind i to kampe? Og - hvis man ser bort fra de sidste 10 minutter mod Schweiz - hvorfor blev der skabt så få chancer?

Danmark spillede ikke godt i langt størstedelen af kampen mod Schweiz og gjorde det heller ikke mod Kosovo - det endte alligevel med to gange uafgjort, og nu må det være analysetid for den danske stab.

Åge Hareide vinder - lidt - for få kampe

Den danske fodboldlandstræner taber historisk få fodboldkampe, men han vinder også lidt for få, hvis den skal meldes lidt skarpt op - og det skal den nok. Både Morten Olsen og Richard Møller Nielsen vandt i procent flere kampe som landstræner, end Åge Hareide aktuelt har noteret sig for.

Det viser, at der trods alt også er plads til forbedring hos landstræneren, der dog har lagt en imponerende bund med bare tre nederlag på tre år. Han henter også flere point i snit pr. kamp end Morten Olsen.

Hareides sejrsprocent som dansk landstræner er på 47,06, mens Morten Olsen vandt 48,19 procent af sine kampe, og Richard Møller Nielsen endte på imponernede 54,79.

Det gode for Hareide er, at det ikke er meget, der skal til for at vende de uafgjorte resultater til sejre - det er bare et enkelt mål mere. Men det kræver nok også, at man investerer mere i offensiven.