Video : Tipsbladet
Landshold

Doping-agentur åbner undersøgelse om russisk VM-stjerne

Det internationale doping-agentur, WADA, har åbnet en sag mod russiske Denis Cheryshev på grund af anklager om doping forud for VM-slutrunden i Rusland.

27-årige Denis Cheryshev imponerede ved VM-slutrunden i hjemlandet Rusland, hvor kantspilleren scorede fire mål i fem kampe og var en af de ledende skikkelser på holdet, der nåede kvartfinalerne. 

Nu er der dog åbnet en mindre positiv sag mod Cheryshev, som bliver anklaget for doping. Det bekræfter det internationale doping-agentur, WADA, overfor det russiske medie Sport Express.

- Der er en sag, som nu er i hænderne på det spanske anti-doping agentur, AEPSAD, fortalte kommunikationsmanager i WADA Maggie Durand. 

Sagen er opstået, efter at Denis Cheryshevs far, Dimitri Cheryshev, i weekenden fortalte, at spilleren havde indtaget væksthormoner forud for VM-slutrunden.

Væksthormoner er som udgangspunkt ikke klassificeret som et doping-middel, men hvis man kan bevise, at den pågældende spiller ikke har brugt midlerne af medicinske årsager, kan det føre til en udelukkelse på op til fire år.

Den russiske fodboldunion har fortalt til Daily Telegraph, at spilleren modtog væksthormonerne i forbindelse med et genoptræningsforløb fra en skade op til VM-slutrunden.

Denis Cheryshev blev tidligere på sommeren lejet ud til Valencia fra Villareal.