Video : Tipsbladet
Landshold

Efter katastrofalt landsholdsår: Nu skal Irland have ny landstræner

Martin O'Neill er færdig som irsk landstræner, oplyser Irlands fodboldforbund i en pressemeddelelse. Det samme er assistenttræner Roy Keane.

Efter 11 landskampe med én sejr over USA i en testkamp til følge og en nedrykning i Nations League har 2018 næppe været et landsholdsår, som de irske fodboldfans vil mindes med glæde.

Senest spillede Irland 0-0 med Danmark i Aarhus mandag aften, og det står nu klart, at det blev den sidste med landstræner Martin O'Neill i spidsen.

Det irske fodboldforbund, FAI, meddeler således, at man er blevet enige med Martin O'Neill om at ophæve samarbejdet. Også assistenttræner Roy Keane, målmandstræner Seamus McDonagh og træner Steve Guppy stopper samarbejdet med Irlands fodboldlandshold.

- På vegne af bestyrelsen i FAI vil jeg gerne takke Martin, Roy og resten af trænerstaben for deres arbejde med det irske landshold i de seneste fem år. Martin sikrede os nogle fantastiske aftener på Aviva Stadium samt udekampe i Lille, Wien og Cardiff, der markerede et par fantastiske milepæle for irsk fodbold, udtaler forbundets præsident Donal Conway.

Martin O'Neill blev ansat som irsk landstræner i november 2013 og nåede at lede landsholdet ind til 55 kampe.