Video : Tipsbladet
Landshold

Egypten hentede ny sejr og er videre i AFCON

Egypten sikrede en 2-0-sejr over DR Congo onsdag aften, og dermed er de videre til 1/8-finalerne i Africa Cup of Nations.

Egypten er værterne for Africa Cup of Nations denne sommer, og de har fået en stærk start på turneringen.

Efter at de i den første kamp hentede en sejr over Zimbabwe, kunne de onsdag aften følge op med endnu en sejr. Denne gang mod DR Congo.

Kampens første scoring stod Aston Villa-spilleren Ahmed El Mohamady for, da han efter syv minutter kunne sparke bolden i nettet fra tæt hold efter et hjørnespark.

Og kort før pausen scorede Liverpool-stjernen Mohamed Salah det andet og sidste mål i kampen, da han afsluttede et kontraangreb med en kølig afslutning efter flot forarbejde af Mahmoud ”Trezeguet” Hassan.

Med 2-0-sejren har Egypten nu maksimumpoint med seks point efter to kampe ved Africa Cup of Nations, og det er nok til at sikre dem en plads i turneringens 1/8-finaler. På andenpladsen er i øjeblikket Uganda med fire point, mens Zimbabwe har ét point og er på tredjepladsen. DR Congo er sidst med nul point.

Netop Uganda og Zimbabwe mødtes onsdag aften, hvor de spillede 1-1. Ugandas mål blev sat ind af den tidligere SønderjyskE-spiller Emmanuel Okwi, der nu har scoret to mål på to kampe ved Africa Cup of Nations.