Emre Mor kvitter Danmark: Vil spille for Tyrkiet
Foto: Youtube
Landshold

Emre Mor kvitter Danmark: Vil spille for Tyrkiet

FC Nordsjællands stortalent, Emre Mor, har besluttet sig for at repræsentere Tyrkiet på landsholdsplan.

Emre Mor er lige nu et af de hotteste talenter i dansk fodbold, og forventningerne er allerede store til den 18-årige FC Nordsjælland-spiller. De fleste er af den opfattelse, at der gemmer sig en fremtidig landsholdsspiller i Emre Mor.

Det bliver bare ikke på det danske landshold i så fald. Offensivspilleren har spillet 22 U-landskampe for Danmark, men nu har FCN-spilleren valgt rødt og hvidt fra. I stedet har han besluttet at stille sig til rådighed for Tyrkiet, som han grundet sine tyrkiske rødder også er spilleberettiget for.

- Jeg er nu officielt tyrkisk. Jeg har besluttet mig for at spille for det tyrkiske landshold. Jeg er meget stolt over at repræsentere det tyrkiske landshold, skriver Emre Mor på sin Instagram-profil.

Emre Mor er født og opvokset i Danmark, men han har tyrkiske forældre, og derfor er han i sin gode ret til at vælge det tyrkiske landshold. Han har spillet to Superliga-kampe for FC Nordsjælland, med hvem han for nyligt forlængede kontrakten.