Video : Tipsbladet
Landshold

Engelsk keeper inden gruppefinale: Vi kan slå de store hold

Jordan Pickford mener, at England kan nå finalen i Nations League.

England og Kroatien tørner søndag sammen i en afgørende kamp i Nations League A.

Inden opgøret har begge hold fire point, mens Spanien fører gruppen med seks point. Spanien har dog allerede spillet alle deres kampe, og dermed kan enten England eller Kroatien sikre førstepladsen i gruppen med en sejr.

Det er derfor en kamp, Englands målmand, Jordan Pickford, glæder sig til, og en kamp, han tror, at England kan vinde. Han mener sågar, at England kan nå hele vejen til finalen i Nations League, fortæller han til Sky Sports.

- Det bliver en stor kamp for os på et udsolgt Wembley, og der er noget på spil, siger Pickford, der fortsætter:

- Vi ved, vi kan slå de store hold, for det har vi bevist ved at slå Spanien, som er tilbage på det niveau, hvor de hører hjemme og er et top fem-hold i verden. Vi kan spille op med topholdene. Vi vil vinde alle de kampe, vi spiller, og gør vi det, når vi også semifinalen og finalen i turneringen.

Opgøret mellem Kroatien og England spilles søndag klokken 15.00.